DEBAT: Spørgehjørnet 8

Bille Thøgersen, Elmevej 18

I et debatindlæg med titlen 'Lad os inddrage borgerne i tide' bekender Allerøds de facto borgmester, Miki Dam Larsen, at han var blevet 'helt høj' under et borgerinddragelses-arrangement om bymidten. Næsten samtidig har han medvirket til henlæggelse af et borgerforslag om Fru Lunds Villa og af sagen om en højt ønsket forlængelse af venstresvingsbanen mod Sortemosevej.

Dette må naturligvis udløse nogle spørgsmål:

57: Er hr. MDL sikker på, at hans 'højhed' ikke havde andre og mere sandsynlige årsager end borgerinddragelsen?

58: Hvor henlægges mon sådanne sager? I glemmebogen eller i skuffen til irriterende borgeres utidige indblandingskriblerier om sager, som de burde overlade til klogere hoveder, altså til hr. MDL?

59: Hvorfor blev hr. MDL ikke høj over det borgerforslag om Fru Lunds Villa, som engagerede borgere stillede? Fordi de ikke var blevet indbudt af ham?

60: Hvorfor deltog hr. MDL overhovedet ikke selv i debatten om FL'sV, men nøjedes med et par gange at sende sin bugtalerdukke, hr. Karsten Längerich i felten med nogle tal for udgifter og elever, som var udregnet på Venstres særlige baglænsregnemaskine?

61: Hvorfor bliver hr. MDL overhovedet ikke høj, når engagerede borgere af egen drift stiller gode forslag som f.eks. om en privatskole eller en tennishal med brugerfinansieret drift?

62: Hvorfor hader hr. MDL initiativer, som holder borgerne i form og gør dem selvhjulpne, eller som gør dem/børnene klogere (Billed- og Musikskolen)?

63: Hvorfor hader hr. MDL tiltag, som får borgere, der af en eller anden grund er blevet ramt på deres førlighed (varmtvandsbassin), hurtigere på fode igen?

64: Hvorfor mener hr. MDL, at forebyggelse og helbredelse ikke bør kategoriseres som kernevelfærd?

65: Hvorfor foretrækker hr. MDL klientgørelse af borgerne?

66: Fordi sådanne er nemmere ofre for hans kernevelfærdspropaganda?

Allerød Nyt har forelagt læserbrevet for Miki Dam Larsen. Han ønsker ikke at kommentere det eller svare på spørgsmålene.

Publiceret 12 February 2019 10:30