Temafoto.

Temafoto.

DEBAT: Tilskud til privatskoler

Marie Timmermann, V. Heisesvej 13A, 3450 Allerød

Når Sophie Løhde, i dagens Allerød Nyt, fortæller, at 'Udspil fra S kan ramme Allerød Privatskole', glemmer hun dele af fakta omkring fri- og privatskolerne, og vælger i stedet at argumentere ud fra vælger-frygt og det, 'de andre' gør forkert.

Det er korrekt, at S vil stramme i forhold til fri- og privatskolerne, men måske er der noget at arbejde med for Sophie Løhde og ligesindede.

Som det er i dag, er fri- og privatskolerne i deres gode ret til at afvise de såkaldte 'inklusionsbørn'. Alle dem med særlige behov - f.eks. for supplerende undervisning. Fri- og privatskolerne har også lov til at fungere helt uden etablerede tilbud til f. eks. ordblinde. Det kan sagtens blive et privat anliggende for en familie med et barn på privatskole, at barnet er ordblind.

Det giver naturligvis et ekstra pres på folkeskolen, som skal rumme alle børn. Uanset hvad deres behov måtte være. Og derfor har folkeskolen naturligvis også brug for ressourser til de opgaver.

Jeg synes, det ville klæde Venstre og andre, der alene læner sig tilbage og peger fingre af en mulig forringelse, i stedet at arbejde for, at også fri- og privatskolerne løfter deres del af arbejdet med børn med særlige behov. Gør de det - vil de ikke alene reelt leve op til Sophie Løhdes holdning: At privatskolerne skal være for alle. De - fri- og privatskolerne - vil også med rette kunne argumentere for, hvorfor de skal bevare deres tilskud.

Publiceret 21 May 2019 00:00