Carsten Rasmussen.

Carsten Rasmussen.

DEBAT: Friskoler skal ikke kun være for de rige

Carsten Rasmussen, næstformand for Allerød Venstre

Venstre vil i modsætning til Socialdemokratiet fastholde støtten til vores frie grundskoler og dermed også til Allerød Privatskole.

Hvis Allerød Privatskole skal fastholde samme undervisningsniveau, må brugerbetalingen med Socialdemokratiets forslag stige med op mod 8.000 kr. om året for forældre med to børn. Forslaget fra Socialdemokratiet rammer særligt dem med små arbejdsindkomster og det er skævt, når vi ønsker, at alle forældre skal have mulighed for at tilvælge en friskole.

I Venstre har vi altid kæmpet for det frie skolevalg og frie grundskoler for børnenes skyld. Et varieret skoletilbud er nemlig bedre for den enkelte elevs behov. Desuden er konkurrencen fra frie grundskoler med til at gøre folkeskolerne endnu bedre.

Venstre mener, at de frie skoler skal kunne være et alternativ til folkeskoler, men der er desværre allerede i dag en forskelsbehandling. Kommende skolebørn der starter i mini-SFO på en friskole får ikke tilskuddet med. Det mener Venstre i Allerød er urimeligt og vil ifm. årets budgetforhandlinger ligestille skolerne. Endvidere er det faktisk billigere for Allerød Kommune, hver gang der starter en elev på Allerød Privatskole fremfor i folkeskolen.

Udover at gøre det dyrere for forældrene at vælge en friskole, vil Socialdemokratiet sammen med venstrefløjen også øge skatterne samt have Allerød Kommune til at betale mere i udligning til de øvrige kommuner. Og hvis du har en sød tand bliver du endnu hårdere ramt, da Socialdemokratiet også vil gøre bl.a. din chokolade dyrere.

Derfor, stem Venstre 5. juni, hvis friskoler ikke kun skal være for de rige.

Publiceret 31 May 2019 14:47