DEBAT: A's valgplakater med Miki er en hån mod Allerøds borgere

Carsten B. Rasmussen, Delfinvej 6

Grethe Munck bryder sig ikke om politiske angreb på en folketingskandidat, der sjældent selv ytrer sig. Han må dækkes af lokalformanden, når han stiller op som kandidat til tinge eller af den tand- og rygradsløse borgmester, når han agerer i byrådet. Stærke folk, I har hos A i Allerød.

Tilbage til overskriften: A's statsminister-bejler tilbyder igen og igen rent drikkevand, når hun vil høres i miljødebatten. I lokal opstilling af Miki mener man åbenbart, at rigtig mange plakater med Miki arbejder med på den kurs, selvom det er klokkeklart, at der gambles med miljøet, når den umælende viceborgmester, formand for TMPU og folketingsmand in spe kæmper for miljøbelastende industri i Farremosen.

Det er en hån at tro, at borgere i Allerød glemmer Mikis beskæmmende kamp MOD miljøet, hvis bare man sætter hans smilende ansigt op i tilstrækkeligt mange lysmaster.

Publiceret 05 June 2019 00:00