DEBAT: Isfuglen ved Søageren

Gorm Christensen, Forelvej 30, Allerød

1 juni 2018 flyttede min kone og jeg fra Århus til Allerød, for at være nærmere på vores børn/børnebørn i Københavnsområdet. Forinden valget af Allerød lavede vi en omfattende research for at finde ud af hvor der var rart at bo.Valget fald på Allerød, da vi var meget betagede af de mange grønne områder og den nære natur tæt på vores nuværende bolig.

Vi havde samtidigt fået den opfattelse at man fra kommunens side var meget interesseret i at fastholde Allerød som en ”grøn kommune” med et godt forhold til borgerne.

Fra vores have tæt på den omtalte sø ved Søageren, har vi observeret diverse forskellige fugle såsom blandt andre den ret så sjældne Isfugl. Isfuglen er en ret så sky fugl, og det er meget usædvanligt at den bor/opholder sig så tæt på bebyggede områder.

Vores opfattelsen af Allerød kommune som en ”grøn kommune” med nærdemokrati er dog ved at ændre sig hastigt.Jeg kan nævne Asfaltfabrikken, Fru Lunds Villa og nu løftebruddet vedrørende hvad der skal ske med Kommunens område på Søageren.

Selv om der er flertal for at bebygge grunden, burde man vel respektere gamle byråds beslutninger, samt de historiske intentioner med ”det grønne område”.

Efterhånden kan man få den opfattelse af at en stor del af byrådet åbenbart kun tænker i penge og principper og er ligeglade med borgernes ve og vel.Et øget byggeri vil i øvrigt sikkert sende isfuglen derhen, hvor peberet gror.

Publiceret 05 July 2019 05:00