"Jeg forstå slet ikke, at man kan give byggetilladelser, uden at man også tænker på den trafik, de virksomheder medfører", skriver Karl Ravn i dette debatindlæg. Arkivfoto: Michael Braunstein

DEBAT: 'Farremosen er blevet et fyord blandt de fleste byrådsmedlemmer'

Karl Ravn, Lyøvej 30

Vi kan da ikke bare begynde at bygge rundkørsler, det var Miki Dam Larsens svar på et spørgsmål, jeg stillede til politikerne, der havde stillet op til debat ved Lynge byfest. Her spurgte jeg: ”Hvad man vil gøre ved den voldsomme trafikforøgelse af store lastbiler, når Farremosen er udbygget, og der skal 300-400 lastbiler ud og ind ved Farremosen, hvoraf de fleste skal hen til rampe 11 ved Hillerødmotorvejen.

Videre sagde Miki Dam Larsen, at "det må vi se på, når den tid kommer". Hvad er det for et svar at give? Konklusion: De har ingen plan.

Enhver, der kan lægge to og to sammen, kan da se, at med så mange store lastvogne vil det give problemer både på Nymøllevej og ved motorvejsrampe 11. Alene i dag kan morgen- og aftentrafikken ikke afvikles uden der er køkørsel.

SCT har 300-400 store lastvogne, betonfabrikken har også en del store lastvogne, der skal ud med færdigblandet beton, og de skal have råvarer ind, og det samme gør sig gældende for asfaltfabrikken. Allerede i dag er der livlig lastvognstrafik ud og ind til lagerhotellet.

Jeg forstå slet ikke, at man kan give byggetilladelser, uden at man også tænker på den trafik, de virksomheder medfører.Men det var tydeligt, at de ikke ville diskutere Farremosen. Karsten Längerich kunne lige mande sig op til at komme med den gamle smøre om, at det var dem blevet pålagt fra statens side. Ellers var der tavshed fra de andre partimedlemmer. Det, synes jeg, er betænkeligt, for de må da have en selvstændig mening om Farremose-problematikken. Pudsigt nok; da der var spørgsmål om andre ting, så havde alle en mening om tingene, da var de meget ivrige om at komme til en af de to mikrofoner.

Publiceret 31 August 2019 06:00