Temafoto.

Temafoto.

DEBAT: Borgmesterens 'virkelighed'?

Tina Kjøller og Peter B. Larsen, Bøgealle 6, 3450 Allerød

"At der ikke er nogen dokumenterede helbredseffekter ved genoptræning i et varmtvandsbassin" og "det er lidt en luksusløsning". Borgmester Längerich gør, hvad han kan, for tale et kommende kommunalt varmtvandsbassin ned. Hvis han ellers er citeret rigtigt i en nylig artikel.

Som de fleste borgere i Allerød vil vide, har etableringen af et varmtvandsbassin til genoptræning været et stort lokalpolitisk emne i flere år. Ligesom mange borgerne vil vide, er der tidligere indgået en politisk aftale om midler til anlæg af bassin. Men under dække af, at der ikke er eller vil blive afsat driftsmidler, er der i borgmesterens øjne ikke udsigt til noget varmtvandsbassin før tidligst i år 2023. Og selv efter år 2023 kan der kun komme et varmtvandsbassin, hvis der bliver indgået en politisk aftale om finasiering af driften.

En påstået aftale om, at driften af et varmtvandsbassin skal være "driftsneutralt" samt at driftsmidlerne bliver nødt til at blive taget fra ældreplejen gør, at borgmesteren kan fastslå, at det vil gå ud over ældreplejen, og det vil han ikke have.

Det er skammeligt, at borgmesteren benytter denne letkøbte argumentation. Samtidigt lukker han totalt øjnene for, at et lokalt tilbud om genoptræning i et varmtvandsbassin kan betyde hurtigere og bedre mulighed for, at borgere kan vende tilbage til et bedre liv, og hvor behovet for pleje er reduceret eller måske helt unødvendig.

Borgmesterens holdning er en direkte hån mod de hundredevis af danskere, der dagligt genoptrænes i varmtvandsbassiner, og som har glæde deraf. Det er evident, at genoptræning i varmt vand har stor positiv effekt. Hvorfor skulle der ellers eksistere masser af varmvandsbassiner? Ovenstående er endnu et eksempel på, at Allerøds borgmester lever i sin egen virkelighed, modsat det store flertal af borgere, der må leve med og i den virkelige - og rigtige - virkelighed.

Publiceret 10 September 2019 00:00