Axel Nielsen.

Axel Nielsen.

DEBAT: Varmtvandsbassin: Man bliver da en smule forundret ...

Axel Nielsen, byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti

Man bliver da en smule forundret, når man ser borgmesteren udtale, at et varmtvandsbassin er en luksusløsning og ikke bør opføres, især set i lyset af, at Venstre var med til at vedtage beslutningen omkring opførelse af varmtvandsbassinet.

Borgmesteren spiller så kernevelfærdskortet og udtaler, at pengene til driften så til gengæld må tages fra ældreplejen?

Hvis borgmesteren ved tiltrædelsen af embedet ikke havde fordoblet formandshonorarerne, havde man haft rigeligt af kapital til at dække driften. Det undrer mig også, at mange andre kommuner kan få driften til at gå i nul, ved at udleje ud til firmaer, foreninger etc. - hvilket Allerød åbenbart ikke kan?

Varmtvandsbassinet på Engholm skulle indgå som supplement til fysioterapeuternes behandling af patienterne, hvilket gerne skulle gøre den enkelte mere mobil og give en bedre livskvalitet - er det ikke ældrepleje?

Der er faktisk mange målgrupper til denne bassinterapi, her kan bl.a. nævnes patienter med Parkinson, Sklerose, gigt og andre med reumatiske sygdomme. Desuden er bassinet oplagt til babysvømning og i sportens verden bruges det med stor succes til skånsom genoptræning af knæ, led og muskler.

Det varme vand på 38 grader virker smertelindrende, og vandets bærende evne giver større bevægelighed, så du øger din muskelstyrke, balance, koordination og kropsbevidsthed nænsomt, hvilket ikke er tilfældet hvis øvelserne foregik på land.

Publiceret 10 September 2019 00:00