Mads er ude med snøren

Af
Helle Kolding

Ser man Mads Schilder Hussing i en badering, udstyret med fiskestang og waders liggende midt på Buresø, eller heppe på 'byens hold' i blåt og hvidt på nedre C i Parken, skal man ikke blive forbavset. Allerød Nyts nye fotojournalist er nemlig i høj grad både til fiskeri og sport. To emner, der optager en stor del af den sparsomme fritid, men heldigvis kan forenes både med job og familie. For familien, og her især de to 'papsønner' Daniel, 12 og Mads, 9, er lige så entuastiske når det gælder bold og fiskeri. Mads Schilder Hussing er født og opvokset i Allerød, har gået på først Lillerød skole og siden taget sin matematiske studentereksamen på Allerød Gymnasium og eller slået sine folder i barndommens Rønneholtpark, hvor forældrene stadig bor i Pinievangen. Som 10-årig meldte han sig ind i Rønneholtparkens Sportsfiskerklub og hermed var den maritime kurs lagt. "Jeg har nok rejst over det meste af verden for at fiske. Jeg ved bare, at fiskeri det er lige mig, og jeg har haft så mange spændende oplevelser via fiskeriet," fortæller Mads. Han har hidtil været heldig med at kunne kombinere både job og fiskeri, og selvom han nu på Allerød Nyt skal mere ud med kameraet end en fiskestang, så er det en udfordring, han glæder sig 'vildt meget til'. "Jeg har nok altid haft lysten til foto og journalistik. Helt tilbage i skoletiden var jeg da også i praktik på henholdsvis Kanal 2 og 'Fiskeavisen'," siger han videre. I første omgang valgte han dog et studie, langt fra medier og fiskeri. Nemlig 'Samfundsfag og administration' med særlig fokus på politik ved Aalborg universitet. Her nåede han at tage en Bachelor og manglede faktisk kun det sidste semester og hovedopgaven, før han efter 6-7 år i den nordjyske hovedstad vendte tilbage til 'Djævleøen' og slog sig ned i København. Her ventede den fagre medieverden på ham og han blev især tilknyttet dk4. Selvom lønnen her ikke ligefrem var prangende, gav arbejdet til gengæld en masse oplevelser og ikke mindst medieerfaring, fortrinsvis med fotografering og tv-arbejde. Han var kommentator, fotograf, programplanlægger, journalist og meget mere. Seere vil stadig kunne opleve ham i nogle af dk4's programmer; 'Fiskemagasinet'. På en rejse mødte han så Karen fra Hillerød. De bor nu sammen med hendes to sønner og leder i øjeblikket efter et hus på Hillerødegnen, hvor de gerne vil slå sig fast ned. Som knægt brugte Mads meget af sin tid til sport, især fodbold, badminton og bordtennis. I dag bliver det mere som sportsmedarbejder og ivrig sportsseer han følger blandt andet sit favorithold FCK, men også meget gerne al lokal sport her i det nordsjællandske. Fagligt har Mads oparbejdet journalistisk erfaring som programplanlægger, reporter, tilrettelægger, fotograf og programvært i dk4 og 4SPORTs udsendelsesredaktion, og har senest været selvstændig med siderne Grejsiden.dk, Fiskerimagasinet.dk, Fiskecuppen.dk, Hoveputandtake.dk, DreamBait.com og FiskeTV.dk. Han har desuden gennem to år været tilknyttet Hillerød Mediecenter som freelance sportsmedarbejder. Nu er det så tilbage til 'rødderne', og han glæder sig meget til at få fast base i Allerød igen. "Her kender jeg mange, og det er dejligt at komme rundt på de gammelkendte steder," siger han. Mads vil især arbejde som Allerød Nyts fotograf og i Nyhedspatruljen, der kører rundt i hele kommunen for nyheder, oplevelser, interviews og reportager. Med eller uden waders.

Publiceret 19 August 2008 10:00