WEB-TV:

Fiskedød i flere af Allerøds søer

Der er fiskedød i flere af Allerøds søer og det er den hårde vinter der er synderen

Af
Tekst

foto og video: Mads Hussing

Den lange vinter er skyld i at mange af fiskene i Allerøds søer er døde. Der ligger døde skaller, skælkarper og gedder i flere søer, blandt andet ved Geddemosen hvor billederne til denne historie er fra. Der er også fundet en stribe døde skælkarper ved Uggeløse sø, samt den runde ved siden af Uggeløse sø.

"Der har ikke kunne komme lys ned til fiskene i mange måneder, og dermed bliver der ikke produceret ilt i vandet," siger Henrik Carl, der er fiskespecialist ved Statens Naturhistoriske Museum, og som registrerer fiskedøden i hele landet.

Ved Geddemosen var lugten af rådne fisk ikke så gennemtrængende som andre steder, men fiskene lå i vandkanten og havde tydeligvis ligget døde i et stykke tid. Nogle af fiskene havde været angrebet af fugle,og havde store huller i maven.

"Lyset er det afgørende, og derfor har den sne der har ligget ovenpå isen været en af faktorerne for at fiskene er døde. Der er også sket det at sneen er faldet ned i vandet, og skabt is der er helt uigennemsigtig, og hvor der ikke har kunne komme lys igennem," siger Henrik Carl, der har arbejdet de seneste år med at kortlægge fiskebestanden i Danmark gennem projektet www.fiskeatlas.dk .

Det er kommunens ansvar at rydde op og bortskaffe fiskene, og folkene har ryddet et sted for døde fisk i år.
"Hvis vi får henvendelser om døde fisk i voers søer, så kommer vi naturligvis og rydder op. Naturligvis i det omfang det er muligt, for vi tager det der ligger langs land, men ror ikke rundt efter fisk ude på søen," siger Flemming Larsen, der er chef for Park & Vej.

Publiceret 30 March 2010 10:30

SENESTE TV