Målet for Vognturen.dk er at skabe den optimale studenterkørsel.

Målet for Vognturen.dk er at skabe den optimale studenterkørsel.

Når studenterkørslen skal være perfekt

Tre Allerød-drenge har succes med firmaet Vognturen.dk

Af
Af Michael Braunstein. Foto: Vognturen.dk

Det startede med deres egen kørsel som studenter fra Allerød Gymnasium i 2007. I dag er det blevet til firmaet Vognturen.dk og klar succes for de tre Allerød-drenge Lars Østergaard, Christoffer Vorm og Nikolaj Sjöberg. I 2013 forventer Vognturen.dk at sende op mod 20 vogne afsted, fyldt ikke blot med nybagte studenter, men også med kæmpe musikanlæg og professionelle DJs.
I 2007 gik Lars Østergaard og Nikolaj Sjöberg på Allerød Gymnasium, mens Christoffer Vorm var elev på Handelsskolen i Hillerød.
"Vi skulle ud på vores egen studenterkørsel, og vi blev enige om, at der ikke skulle mangle noget - og så ville vi gerne overgå de andre klasser. Vi smækkede et kæmpestort anlæg på vognen og hyrede en DJ, og så gik det ellers løs. Vi var nok nogle af de første med DJ, røgmaskine og stort musikanlæg på studentervognen," siger Lars Østergaard, Christoffer Vorm og Nikolaj Sjöberg. De fortsætter:
"Vores mål blev nået, folk spurgte om vi ikke kunne hjælpe med at lave deres vogne, og det gjorde vi - i starten for venner og bekendte, men så begyndte det at brede sig. Vi besluttede os for at stifte firmaet Vognturen.dk, og siden er aktiviteterne vokset støt."
"Det er ikke kun kørsel i Allerød, vi beskæftiger os med nu - vi får henvendelser fra hele landet, folk finder os på Facebook og på nettet. Og efterspørgslen er stor."
Vognturen.dk - der som en sideaktivitet også laver events og dj-arrangementer - tilbyder hele pakkeløsninger.
"Vi samarbejder med vognmænd, så man skal ikke tænke på selv at finde et køretøj, og vi prioriterer sammen med vognmændene sikkerheden meget højt. Vi leverer al lyd og alle effekter. Og vi kommer med professionelle DJs, der på vores ture er i dialog med folk - vi har altid to DJs på vognene, bl.a. for at gennemføre små selskabslege og løfte stemningen endnu mere," siger stifterne af Vognturen.dk.
"Vores mål er at skabe den optimale studenterkørsel. Vi har lavet masser af fejl, og det har hjulpet os i bestræbelserne på at professionalisere vognturen. Sådan én tur foregår én gang i livet, så den skal være et uforglemmeligt brag. Den skal være sjov, stor og flot og til en ordentlig pris."
"Hvorfor vi gør det? Vi har altid godt kunne lide at lave gode oplevelser for andre. Vi gør det, fordi det er sjovt, men vi stopper ikke nødvendigvis her: Vi vil gerne være endnu større og endnu bedre."
Lars Østergaard, Christoffer Vorm og Nikolaj Sjöberg bor i dag i København. Lars går på CBH Business i Lyngby, mens Christoffer og Nikolaj er elever på Handelshøjskolen.

Publiceret 14 November 2012 09:00