Tenna Nørgaard Landsperg - verdensmester med kortet over ruten samt bronzemedalje om halsen. Guldet kommer senere. Foto: Niels Idskov

Tenna Nørgaard Landsperg - verdensmester med kortet over ruten samt bronzemedalje om halsen. Guldet kommer senere. Foto: Niels Idskov

Verdensmester Tenna bandt en sløjfe i Italien

Tenna Nørgaard Landsperg fra Blovstrød blev verdensmester i orientering for veteraner 20 år efter at hun hentede juniortitlen

Af
Af Niels Idskov

'Det var ligesom at binde en sløjfe om det hele at vinde den VM-titel, for det var lige nøjagtig 20 år siden, at jeg blev junior-verdensmester i Dolomitterne, og egentlig handlede det bare om at være med. så jeg er rigtig glad.'
Sådan siger Tenna Nørgaard Landsperg fra Blovstrød, som forleden tog ned til nordlige Italien og blev verdensmester i orientering for veteraner. Det vil sige for løbere i klassen D 40.
"Der var tale om et større mesterskabs-arrangement i Sagna Longa i de italienske alper, og Tenna Nørgaard Landsperg startede med at vinde bronze i disciplinen sprint - og sluttede så om søndagen af med at vinde guld i finalen på den lange distance. Med pæn afstand, over fire minutter, ned til nr. to, Sanni Nymalm fra Finland. Og det var hårde dage i et uvant terræn og med flere indledende heats i begge discipliner.

To fodboldsønner i Blovstrød

'Jeg har trænet tre gange om ugen, så jeg var selvfølgelig forberedt, men det var lidt hårdt, og indimellem fik jeg lidt ondt i låret, for selv om vi løb i 2000 meters højde, var der over 25 grader varmt,' siger Tenna Nørgaard Larsen, der til daglig løber for klubben Tisvilde Hegn, men altså bor i Blovstrød, hvor sønnerne Villads og Albert på 10 og ni år er aktive på fodboldbanen.
'Jeg har været en del plaget af skader de senere år, men nu er jeg ved at være ovre det. Fremover vil jeg dog prøve mig selv af på noget andet, eksempelvis Vasalöppet (det store skiløb i det nordlige Sverige, red.), som jeg har deltaget i en enkelt gang før, og der er også et stort 150 km løb på Grønland, som jeg kunne tænke mig at prøve. Det hedder Arctic Circle Race,' fortæller Tenna Nørgaard Larsen. Hun har i øvrigt ikke det med orienteringsløb fra fremmede. Hendes mor, Mona Nørgaard, blev tilbage i 1974 verdensmester på dansk grund.
August var i øvrigt en begivenhedsrig måned for Tenna Nørgaard Landsperg, idet hun udover at erobre VM-titlen sagde sit job op for at starte reklamebureau i eget navn.

Verdensmesteren i samtale med konkurrenterne i forbindelse med konkurrencen i det nordlige Italien.

Verdensmesteren i samtale med konkurrenterne i forbindelse med konkurrencen i det nordlige Italien.

Publiceret 30 August 2013 08:00