Miki Dam Larsen ser ikke behovet for en privatskole i Allerød.

Miki Dam Larsen ser ikke behovet for en privatskole i Allerød.

Udvalgsformand:

"Vores skoler er helt i top"

Formand for Børn- og Skoleudvalget Miki Dam Larsen stiller spørgsmål om, der overhovedet er et behov for en privatskole i Allerød

Af
Af Mads Hussing

Det møder ikke den store forståelse hos Børn- og Skoleudvalget Miki Dam Larsen, at det ser ud til, at der bliver åbnet en privatskole i Allerød.

"Jeg vil da gerne stille spørgsmål om, der overhovedet er et behov. Vores skoler har landets bedste resultat for 9. klasserne, og vi ligger i top på overgangen til ungdomsuddannelserne," siger Miki Dam Larsen, der også peger på andre indikatorer:

"Læsning i 2. klasse og trivslen er også helt i top, så på den måde kan jeg ikke se, at der skulle være en efterspørgsel," siger skoleudvalgsformanden, der mener, at mange af de ting, som man vil med en privatskole, godt kan rummes i folkeskolen.

"Man taler om valgmuligheder, men det er noget af det, vi arbejder med i strukturanalysen. Her har vi mulighed for at skabe yderligere variationer og valgmuligheder i udskolingen. Det kræver større enheder, og det kan det offentlige og ikke en privatskole," siger Miki Dam Larsen, der også taler om fællesskabet i Allerød.

"Der er lang tradition for fællesskab i Allerød, og vi ligger højt på servicen. Det går tilbage til, at vi har et stærkt foreningsliv og et stærkt kulturliv i kommunen," siger Miki Dam Larsen, der ikke ser, at det kan komme Allerød til gavn, hvis der kommer 450-500 elever på en privatskole.

"Vi skal stramme endnu mere til. Hvis vi før skulle lukke en skole, så skal vi nu lukke to. Den kommunale folkeskole bliver udhulet," siger Miki Dam Larsen, der heller ikke kan se den store besparelse for kommunen i det.

"Det er kun i regnearket, det sker. Det er en teoretisk besparelse. Man kan heller ikke gøre alt op i kroner og øre. Der er en tradition for fælles liv i Allerød," siger Miki Dam Larsen, der har en klar opfordring til initiativtagerne bag Allerød Privatskole.

"Jeg synes, vi skal stå sammen om de udfordringer, som befolkningsudviklingen giver og finder fælles løsninger frem for at gå hver til sit," siger Miki Dam Larsen.
 

Fakta

En gruppe forældre vil åbne Allerød Privatskole. De vil anmelde skolen til august 2015, så den kan begynde i august 2016.

De forventer, at der om fire-fem år vil gå op mod 450 elever på skolen, så der vil være elever i alle klasser og i to spor.

Forældrene har lavet en hjemmeside for skolen - www.alleroedprivatskole.dk - hvor man også snarest kan begynde at skrive sig på ventelisten.

Man kan melde sig til allerede fra begyndelsen af juni måned, og selve indskrivningen til skolen begynder først næste forår.

Publiceret 28 May 2015 10:30