Overvældende start for Allerød Privatskoles venteliste

100 børn skrevet på venteliste allerede den første dag

Opskrivning til Allerød Privatskoles venteliste åbnede 5. juni, Grundlovsdag, og der har været stor interesse.
Første dag blev der opskrevet over 100 børn på ventelisten.
Weekenden har ligeledes været fuld af aktivitet med løbende opskrivninger, og mange valgte også at kigge forbi Allerød Bibliotek lørdag formiddag, hvor det var muligt at møde nogle af initiativtagerne bag Allerød Privatskole og stille spørgsmål og komme i dialog.
"Endelig har vi fået mange henvendelser fra lærere, som er interesseret i at blive en del af Allerød Privatskole, samt fra øvrigt administrativt personale," oplyser initiativgruppen.
"Vi glæder os rigtigt meget i initiativgruppen over den store opbakning og støtte, som vi har mødt allerede fra starten – og det er dejligt at konstatere, at så mange af Allerøds familier også mener, at der er behov for et alternativ til den kommunale folkeskole. Endelig betyder de mange opskrivninger til Allerød Privatskole, at vi allerede nu har økonomi til at afholde udgifterne til anmeldelsen af skolen til Undervisningsministeriet, hvilket skal ske senest 15. august i år," siger initiativgruppen.
I resten af juni måned vil man kunne møde initiativgruppen ved biblioteket på alle lørdage mellem kl. 10 og 12.
De næste par måneder vil initiativgruppen arbejde videre med dialogen med Allerød Kommune, Børn- og Skoleudvalget, samt potentielle udlejere af ejendomme og grunde til etableringen af skolen.
"Og dér vil vores helt overvældende start med over 100 børn på ventelisten allerede på den første dag være et rigtig godt rygstød til at konkretisere den dialog yderligere," siger initiativgruppen.

Publiceret 08 June 2015 15:15