Privatskole vil mødes med politikerne

Allerød Privatskole har talt med en del politikere, men nu vil de også have foretræde for Børn- og Skoleudvalget

Af
Af Mads Hussing

På det førstkommende møde i Børn- og Skoleudvalget vil initiativgruppen bag Allerød Privatskole gerne have foretræde.

"Vi ønsker at orientere udvalget om baggrunden for, at vi har taget initiativ til at starte en skole som et alternativ til den kommunale folkeskole, at vi er kommet for at blive en del af det stående tilbud til Allerøds familier på skoleområdet, og at vi ønsker et samarbejde med BSU og Forvaltningen om sammen at gøre det til en god skole," fortæller initiativgruppen til Allerød Nyt, der ser mange spændende muligheder i et samarbejde med de eksisterende skoler i Allerød.

"Det kan være inden for prognoser og opskrivninger, vi kan indgå i tværkommunalt forum, hvor man udveksler erfaringer om IT-understøttelse af undervisningen, samarbejde om lokalebrug og generelt blive opfattet som en medspiller på at gøre Allerød Kommune endnu mere attraktiv for tilflyttere, da kommunen nu også har en privatskole i kommunen fra skoleåret 2016/2017," fortæller initiativgruppen, og nævner at deres skole kommer til at mangle et fysiklokale i hvert fald det første år, og det vil de gerne samarbejde med kommunen om.

"Et fysiklokale  kommer til at koste tæt på to millioner kroner at etablere, så der vil vi rigtigt gerne indgå i dialog med Forvaltningen om at låne på en af kommunens folkeskoler, alternativt vil vi tage kontakt til Allerød Gymnasium," fortæller forældrene bag Allerød Privatskole, der håber, at de får foretræde for Børne og Skoleudvalget, og at de glæder sig til den videre dialog med udvalget.

Publiceret 29 July 2015 09:46