Vinderne 'Teater Tilbage', bestående af Asta Aaholm, Andrea Øst Birkkjær, Luna Lam samt Lea Sorgenfrei. Foto: Lisbeth Juhl Pedersen

Vinderne 'Teater Tilbage', bestående af Asta Aaholm, Andrea Øst Birkkjær, Luna Lam samt Lea Sorgenfrei. Foto: Lisbeth Juhl Pedersen

Og vinderen blev:

'Teater Tilbage'

Mungo Parks TeaterBattle fandt i år sted på Portalen i Greve - med succes

Af
Af Michael Braunstein

Mungo Parks teaterkonkurrence TeaterBattle er for femte gang kørt af stablen i efterårsferien. I år blev konkurrencen holdt på Portalen i Greve, hvor unge fra hele Danmark deltog i håbet om at blive årets vindere. 

I år løb 'Teater Tilbage' med sejren - med forestillingen 'Hvad laver du så nu?'. Gruppen var oppe imod de to andre finalister, 'Luloma' og 'Pøblen', men endte altså med at tage sejren.

'Teater Tilbage' har aldrig deltaget i TeaterBattle før, og så sent som en uge før premieren overvejede gruppen faktisk, om de skulle melde fra. Det gjorde de heldigvis ikke, og stykket, der handler om "vores lorteliv", som Andrea fra gruppen udtrykker det, fik disse rosende ord fra den professionelle jury, bestående af instruktør og leder af skuespilleruddannelsen på Statens Scenekunstskole, Mikkel Flyvholm, skuespiller Signe Kærup Hjort og teaterdirektør og instruktør Martin Lyngbo:

"En forestilling, der udspringer af et enormt mod. Vær så god, brystet skåret op, se bare ind: Jeg vil det her! Og samtidig med at hjertet krænges ud, er der en stor og varm komik, som inviterer os som publikum indenfor. Det er både sjovt, seriøst og generøst."

Martin Lyngbo anfører, at konkurrencedelen af TeaterBattle bare er et trick for at få de unge til at gøre sig umage, da den virkelige værdi ligger i at netværke med ligesindede og få inspiration.

Dette aspekt af TeaterBattle oplevede de fire piger også og fremhæver, hvor motiverende det har været at snakke med andre teaterglade unge, og blive inspireret af hinanden. Pigerne beskriver ligeledes, hvordan der hurtigt blev skabt en meget hjemlig følelse, hvor alle grupperne støttede hinanden. Derfor blev konkurrencen hurtigt en biting i dagene op til finalen.

Dog er pigerne enige om, at det har været en vild oplevelse at vinde TeaterBattle, og nu glæder de sig bare til at skulle udvikle forestillingen, så de kan spille den på Mungo Park til december.

Ud over æren vinder alle de tre finalister et økonomisk tilskud samt retten til at spille på Mungo Park.

TeaterBattle så første gang dagens lys i 2009. Siden har kultursamarbejdet KulturMetropolØresund gjort det muligt at fortsætte TeaterBattle frem til i år, i et samarbejde mellem kommunerne Allerød, Gladsaxe, Køge og Greve, hvor Mungo Park står for konceptudviklingen og produktionen.

null

Publiceret 19 October 2015 14:02