Foto fra Engholmskolen. Foto: Mads Fabricius.

Foto fra Engholmskolen. Foto: Mads Fabricius.

DEBAT:

Allerøds folkeskoler kommer først

Af Miki Dam Larsen, S, formand for Børn- og Skoleudvalget
Allerød Byråds primære opgave er at sikre de bedst mulige vilkår for vores folkeskoler. Derfor finder jeg det helt naturligt, at et enigt børn- og skoleudvalg (BSU) har givet afslag på en privatskoles anmodning om lån af faglokaler i Allerøds folkeskoler.

Som det fremgår af sagen, så ville et udlån af faglokaler naturligvis svække folkeskolernes mulighed for fleksibel anvendelse af de eftertragtede faglokaler. Da faglokaler er væsentligt dyrere end almindelige klasselokaler, så er de stramt prioriterede i forvejen.

Som John Jensen (DNA) udtalte i forrige uge, så må en privatskole selv finansiere sine faglokaler frem for at basere sig på en konkurrerende folkeskole (FAA 05.11.15).

Dette er jeg helt enig i, hvorfor den efterfølgende kritik af afslaget fra DNA's andet byrådsmedlem, Jesper Hammer, undrer mig.

Både BSU og jeg personligt har været i dialog med privatskolen, men vurderer, at når vores primære opgave er at styrke vores folkeskoler, så skal vi ikke sælge ud af skolernes faciliteter til en konkurrent.

Privatskolen skal være velkommen, men den må stå på egne ben.

Publiceret 12 November 2015 07:30