Her vil Allerød Privatskole tage imod eleverne, når der er skolestart i august måned i år. Foto: Michael Braunstein.

Her vil Allerød Privatskole tage imod eleverne, når der er skolestart i august måned i år. Foto: Michael Braunstein.

Allerød Privatskole åbner på Ny Allerødgård

Initiativtagerne bag Allerød Privatskole kalder det en drøm, der er gået i opfyldelse og byder nu alle interesserede til åbent hus

Af
Af Mads Hussing

Det her længe heddet sig, at Allerød Privatskole ville flytte ind i North Sails lokaler på Bjarkesvej. De planer er nu opgivet, og man har skrevet under på en lejekontrakt med Ny Allerødgård, der tidligere husede Sjælsø Gruppen og ligger mellem Lillerød og Blovstrød.

"Det er en drøm, der er gået i opfyldelse," siger Michael Nørregaard fra initiativgruppen.

"Vi har kigget på Ny Allerødgård siden vi begyndte med planerne om en privatskole for halvandet år siden. Samme aften som vi holdt møde, kørte vi forbi Ny Allerødgård, så det er den oprindelige drøm, der er gået i opfyldelse," siger Michael Nørregaard.

Initiativtagerne til Allerød Privatskole kunne ikke få enderne til at nå sammen på Bjarkesvej, hvor der blandt andet skulle have været stillet en større garantisum i de her dage. Derfor gik gruppen tilbage til den oprindelige idé om Ny Allerødgård, og da bygningerne i mellemtiden ikke var lejet ud, og der var skiftet mægler, så fik de til sidst det hele til at gå op.

"Bygningerne kan indeholde alt det, vi skal bruge. Vi får nu fysisk plads til alle faglokaler, og med 5000 kvadratmeter under tag, så vil vi også kunne tilbyde tre spor i eksempelvis udskolingen," siger Michael Nørregaard, der også fortæller, at hovedbygningen vil kunne bruges til andre ting.

Tilbyder svømning

Allerød Privatskole har også indgået en aftale med Allerød Kommune om at bruge kommunens fritidsaktiviteter.

"Vi har fået samme aftale, som Allerød Gymnasium har. Det vil sige, at vi kan bruge kommunens haller, og vi kan bruge kommunens to svømmehaller. Derfor kan vi også tilbyde svømmeundervisning til de kommende elever," siger Michael Nørregaard.


Fire af initiatvtagerne bag Allerød Privatskole. Fra venstre er det Michael Nørregaard, Kim Zillo Rokamp, Thomas Vesterholt og Pil Rasmussen.

Fire af initiatvtagerne bag Allerød Privatskole. Fra venstre er det Michael Nørregaard, Kim Zillo Rokamp, Thomas Vesterholt og Pil Rasmussen.

Transport til skolen

Placering er mellem Lillerød og Blovstrød, hvor der ikke lige nu ligger boliger helt tæt på.

"Det her er en anden placering end på Bjarkesvej. Det er mere naturskønt, men det er også længere fra bebyggelse. Der kommer store cykelstier på begge sider af Nymøllevej, og cykelstierne i området bliver udvidet i forbindelse med det nye byggeri i Blovstrød. Derudover forventer vi også at lave 'cykelbusser', hvor en voksen cykler foran og bagved en gruppe elever, samt at facilitere en samkørselsordning via vores hjemmeside, og vi har også planer om at lave skolepatruljer i dialog med politiet," siger Michael Nørregaard, der også henviser til, at bus 385 fra Rønneholtparken og bymidten i Lillerød kører lige forbi.

Det er tydeligt, at Michael Nørregaard og resten af initiativtagerne er begejstrede for deres nye bygninger.

"Det er en gave. Det er helt ekstraordinært flotte rammer. Derudover har vi nu også et industrikøkken, så vi kan lave mad til eleverne på stedet. Der vil være en obligatorisk madordning fra dag ét," siger Michael Nørregaard, der sammen med resten af initiativtagerne har ført forhandlingerne om at leje Ny Allerødgård direkte med Ib Henrik Rønje, der er direktør for Kongeegen.

"Det har skinnet igennem i hele forløbet, hvor meget han føler for den ejendom, som han selv for lige over 10 år siden overtog og istandsatte for op imod 70 millioner kroner i regi af Sjælsø Gruppen. Vi er meget glade for den store støtte og opbakning fra Ib Henrik Rønje igennem forløbet," siger Michael Nørregaard.

Mangler dispensationen

Nu mangler bare en dispensation fra lokalplanen fra Allerød Kommune, så der kan drives skole på matriklen. Punktet er på det førstkommende møde i teknik- og Planudvalget, og ifølge Michael Nørregaard er Ib Henrik Rønje i dialog med kommunen.

Udendørsarealet ved Ny Allerødgård bliver på omkring 15.000 kvadratmeter mod 5000 kvadratmeter ved Bjarkesvej. Der er åbent hus på Ny Allerødgård søndag 7. februar, hvor alle interesserede er velkomme til at se Allerød Privatskoles nye lokaler.

null

Publiceret 28 January 2016 09:00