Filialdirektør Lisbet Myløv fra Nordea Allerød overrakte checken på 20.000 kr. til Ann Nielsen, ungdomsformand i Lillerød Badmintonklub i weekenden.

Filialdirektør Lisbet Myløv fra Nordea Allerød overrakte checken på 20.000 kr. til Ann Nielsen, ungdomsformand i Lillerød Badmintonklub i weekenden.

Lillerød Badminton fik 20.000 kr. til redskaber

Kan nu tilbyde medlemmerne skadesforebyggende træning

Lillerød Badmintonklub var i weekenden 3.-4. september vært for sæsonens første eliteturnering i U13 og U17 med deltagelse af 100 spillere fra hele Danmark.

I forbindelse med turneringen var filialdirektør Lisbet Mylov fra Nordea Allerød forbi Lillerød Hallerne med en check på 20.000 kr. til Lillerød Badmintonklub.

Nye trænere og ideer

Klubben starter sæsonen med nye ansigter i trænerstaben. Ny cheftræner for ungdom er Danni Persson og ny cheftræner for senior er tidligere OL-deltager og All England-vinder Tine Baun, som sammen med klubbens øvrige trænere skal sikre, at LB løbende udvikler sig som en klub med plads til både elitespillere og breddespillere.

Med nye trænere følger også nye ideer og nye tiltag så som skadesforebyggende træning, plads til lektielæsning og hygge med playstation og tilbud om morgentræning.

Det har længe været et ønske for LB at kunne tilbyde medlemmerne - særligt ungdomsspillerne - skadesforebyggende træning. Derfor søgte klubben Nordea-fonden om støtte til bl.a. indkøb af redskaber til skadesforebyggende træning og anden fysisk træning og har fået imødekomemt ansøgningen med 20.000 kr.

Pengene straks brugt

Trænerteamet handlede hurtigt og redskaberne er indkøbt og leveret. En gruppe forældre har brugt deres fritid på at rydde op, gøre rent og male lokalet, så det er klar til skadesforebyggende træning.

Det var en glad filialdirektør, Lisbet Myløv fra Nordea Allerød, som overrakte checken på 20.000 kr. til Ann Nielsen, ungdomsformand i Lillerød Badmintonklub, og benyttede samtidig lejligheden til at se, hvad pengene er blevet brugt til.
Ann Nielsen fortæller, at klubben har indgået en aftale med en fysioterapeutstuderende, som skal varetage den skadesforebyggende træning for de yngste spillere.

De ældre ungdomsspillere vil få lagt et individuelt tilpasset program, som de kan udføre under opsyn af en træner, mens seniorspillerne er ansvarlige for egen træning. jesl

Publiceret 10 September 2016 11:00