Foto fra sidste års arrangement.

Foto fra sidste års arrangement.

Gratis Drive-In Bio for elbiler

’Elbil i Biffen’ løber af stablen 9. september

Igen i år kan ejerne af en elbil komme gratis i Drive-In Bio, når arrangementet “Elbil i Biffen” løber af stablen 9. september. I år kan de fremmødte se filmen 'Cars 3' og Jacques Cousteaus 'The Odyssey'.

Drive-In Bio åbner portene klokken 15.00, og indtil den første film starter klokken 20.00, vil der være tid til snak og samvær, så alle der ejer en elbil kan udveksle erfaringer.

Kasper Hjort, der er arrangøren bag, har siden 2012 været bidt af elbiler. Han fik ideen til at lave et arrangement i Drive-In Bio for elbiler i januar sidste år, og det er nu andet år i træk, at han søsætter arrangementet. Efter sidste år fik han mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne, og derfor fik han lyst til at arrangere Drive-In-Bio igen i år.

”Jeg har fået mange kommentarer, hvor folk siger, at det var en fed oplevelse, fordi man samles med folk med samme mindset. Jeg tror, det er hele oplevelsen af fællesskabet der er omkring det at have en elbil, og man tænkte; Var der virkelig så mange? Folk synes det var sjovt, at det lige pludselig var samlet så mange biler et sted,” fortæller Kasper Hjort.

Med kun få dage tilbage glæder Kasper Hjort sig til igen at kunne samle de mange elbiler under åben himmel, og med over 200 tilmeldinger tyder alt på, at arrangementet bliver en endnu større succes end sidste år.

Du kan læse mere om arrangementet på www.elbilibiffen.dk

Publiceret 05 September 2017 07:00