DEBAT:

Et næsten enigt byråd i Allerød ønsker transportkorridoren i Nordsjælland ophævet

Erik Lund, konservative gruppeformand, Allerød Byråd

Når et næsten enigt byråd i Allerød, på byrådsmødet 13. oktober 2017, stemmer for, at den nordlige del af transportkorridoren bør ophæves, er det et stærkt signal til partierne på Christiansborg om, at de nu må tage sig sammen og få ophævet transportkorridoren i Nordsjælland.
Det vil nemlig betyde, at planerne om en Ring 5 ned igennem vores smukke naturområder, kan begraves endeligt.
Det er specielt glædeligt, at Venstres tre byrådsmedlemmer stemmer for en ophævelse af transportkorridoren på trods af, at deres nye spidskandidat Karsten Längerich så sent som for mindre end 10 dage siden har meldt klart ud, at "I Venstre ønsker vi, at den nuværende korridor igennem Allerød bibeholdes. Nogen steder kan den dog godt indsnævres, men det er vigtigt, at vi fortsat har et grønt bælte mellem Lillerød og Lynge, så alle i kommunen dermed får hurtig og nem adgang til naturen og vi ikke bliver en tætbebygget kommune."
At så Enhedslisten pludselig stemmer imod en ophævelse af transportkorridoren i Nordsjælland, er helt uforståeligt, men det kan de måske selv forklare.
Lad os nu holde fast i, at en transportkorridoren i Nordsjælland bliver nedlagt, så der ikke igen skabes usikkerhed omkring Allerøds holdning.

Publiceret 16 October 2017 16:45