Valgmøde blev aflyst:

Stort set kun politikere mødte op

“Tidspunktet kl. 18.30 var nok for tidligt,” siger Nikolaj Bührmann, SF, og Carsten Rasmussen, Venstre

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Der mødte næsten udelukkende kandidater og partimedlemmer frem, da SF og Venstre 13. november havde arrangeret valgmøde om daginstitutionernes fremtid i Skovvang Børnehus.
Nikolaj Bührmann, SF, og Carsten Rasmussen, Venstre, besluttede derfor at aflyse den egentlige valgdebat.

“Jeg er dog glad for, at så mange kandidater dukkede op. Jeg tror på, at mange forældre også gerne ville have deltaget, men tidspunktet kl. 18.30 lå nok for tidligt,” siger Nikolaj Bührmann.

Carsten Rasmussen supplerer:

“Det var nok for tidligt, børnefamilierne har jo meget at se til.”

Nikolaj Bührmann mener, at dagtilbuddene har været lidt i baggrunden i valgdebatten.

“Jeg tror, at en del forældre føler, at de ikke bliver taget seriøst politisk. Men det er positivt, at det ser ud som om, at der i den kommende byrådsperiode vil være et bredt fællesskab i byrådet om udvikling af dagtilbudsområdet,” siger han.

Carsten Rasmussen tilføjer:

“Der er for få med små børn, der stiller op til valget, men Nikolaj og jeg er undtagelser. Jeg tror på, at vi godt kan finde sammen i den kommende byrådsperiode om nye tiltag til forbedring af børneområdet, hvis vælgerne giver os lov - dén vej ved jeg, at hele Venstre også gerne vil gå.”

Publiceret 14 November 2017 17:30

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV