Flertal:

Paragraf 14-forbud er udsigtsløst

“Juridisk set er sagen klokkeklar,” sagde Klaus Fisker, Radikale Venstre, på byrådsmøde

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

“Vi er principielt imod et asfaltværk i Farremosen, men juridisk set er sagen klokkeklar. Vi kan ikke ændre statens indstilling til området, og vi kan ikke gå med til at nedlægge paragraf 14-forbud. Men sagen er ikke slut, det miljømæssige spor bør følges, og der bør oprettes en task force i kommunen til at overvåge miljøkrav til klasse 6-7 virksomheder.”

Sådan sagde Klaus Fisker, Radikale Venstre, da Allerød Byråd 17. november havde ekstraordinært møde om Farremosen og eventuel nedlæggelse af et paragraf 14-forbud. Flertallet i byrådet sagde nej til at nedlægge forbud.

John Køhler, Borgerlig Velfærd, slog fast, at han ikke går ind for et asfaltværk.

“Da vi i sin tid sagde ja til Widex, der købte jord for 80 mio. kr., blev vi af myndighederne pålagt at finde et erstatningsareal, og det har vi gjort. Ingen har sovet i timen, byrådet har intet gjort forkert. Nu prøver vi så at søge tilladelse om en ændring i håb om, at staten skifter mening, men det gør staten ikke,” sagde John Køhler og fortsatte:

“Det er måske lovligt at nedlægge et paragraf 14-forbud, men det er udsigtsløst og det er at stikke blår i øjnene på folk. Fingerplanrevisionen handler om mere vækst, ikke mindre. Det er en møgsag, helt klart, men hvad ønsket om at nedlægge paragraf 14-forbud et par dage før et valg handler om, det kan man nok gætte selv. De konservative er helt ude at gynge i denne sag, og det viser, hvor stor krisen er i partiet.”

Miki Dam Larsen, Socialdemokratiet, fandt, sagen var “en af de mest grumme”, han havde oplevet.

“Interesserne står tydeligt op mod hinanden i en sag, hvor der er én populær beslutning. Vi kan ikke stoppe Pankas, men der er valg om lidt, og dele af byrådet er blevet splittet. Alt er blevet undersøgt, vi har ledt efter et halmstrå at klynge os til, men det er der ikke. Konservative og Lund er kravlet højt op i et træ, og Lunds linie har vundet. Men at ville nedlægge paragraf 14-forbud er at stikke blår i øjnene på vælgerne lige inden valget,” sagde han.

Rasmus Keis Neerbek, Enhedslisten, slog fast, at “vi vil gøre alt for at stoppe Pankas”.

“Men et paragraf 14-forbud er en nul-løsning, der ingen steder fører hen, og det er en stor gambling med kommunens økonomi. Det er en rigtig dårlig sag det her, og det er ærgerligt, at lokalplanen - da den blev vedtaget - ikke blev strammet maskimalt. Da lokalplanen blev vedtaget, var store dele af løbet kørt. Håbet kan være, at nogle af virksomhederne ikke kan etablere sig uden dispensationer, for vi skal ikke give dispensationer, ikke vige en tomme,” sagde han.

Jesper Hammer, Nye Borgerlige, mente, at “vi skal stå fast på miljøkravene til virksomhederne.”

“Vi er bundet på hænder og fødder, men jeg håber ikke, at vælgerne dømmer efter den helt specielle sag. Ud fra en juridisk vurdering kan vi ikke vælge andet end et nej til paragraf 14-forbud. Jeg tror ikke på, at klasse 6-7 virksomheder tages ud af planen - og det går ikke med store beløb i erstatninger,” sagde han.

Partifællen John Jensen anførte, at “der skal ikke gives dispensationer.”

Lea Herdal, Alternativet, kaldte også et paragraf 14-forbud udsigtsløst.

“Samtidig er der risiko for store erstatningsbeløb. Sagen handler ikke om, hvorvidt man er for et asfaltværk eller ej,” sagde hun.

Olav B. Christensen, Venstre, kunne heller ikke tilslutte sig et forbud.

“Planerne er lovlige, og vi har derfor svært ved at se legitime grunde til at nedlægge et forbud. Fra 2013 og frem til borgerprotesterne har der slet ikke været politik i sagen. Det er relevante bekymringer, borgerne har, og dem er der også blevet lyttet til, men det ændrer ikke ved, at det er udsigtsløst med et paragraf 14-forbud,” sagde han og tilføjede:

“Venstre havde gerne set, at vi havde været sammen om det her i byrådet, men borgmester-partiet vil gå sin egen vej.”

Publiceret 17 November 2017 13:27

SENESTE TV