46-årige Karsten Längerich fra Venstre skal være borgmester i Allerød. Han ser det som en kæmpefordel at have læst økonomi med kommunaløkonomi som specialeområde. Foto: Anne Lønstrup

46-årige Karsten Längerich fra Venstre skal være borgmester i Allerød. Han ser det som en kæmpefordel at have læst økonomi med kommunaløkonomi som specialeområde. Foto: Anne Lønstrup

En Allerød-dreng vender hjem

Når Karsten Längerich tiltræder som borgmester i Allerød bliver det kulminationen på en periode, hvor han har taget store beslutninger i sit liv

Af
Af Anne Lønstrup

Udsigten over søerne i det indre København fejler bestemt ikke noget, men Karsten Längerich er ikke sentimental over at skulle forlade kontoret på fjerde sal i Vester Søgade.

Mere end noget andet glæder han sig til at komme i gang med arbejdet som borgmester i Allerød, når han har sagt farvel til kollegerne i det dansk-svenske konsortium – Øresundsbron – hvor han i 17 år har været markedschef.

Som øverste politiske chef på rådhuset på Bjarkesvej 2 vil han fra første dag fokusere på at løfte velfærden for borgere i alle aldre, så flere får lyst til at slå sig ned og bidrage til at gøre kommunen endnu bedre.

“Målsætningen må være, at den velfærd vi tilbyder, skal være så god som mulig,” siger Karsten Längerich og fortsætter:

“Kommunen bærer præg af, at den blev udbygget kraftigt fra slutningen af 1960'erne og frem til 1980'erne. Skolerne, de store veje, gymnasiet og plejecentret stammer fra dengang. Derfor skal vi i gang med en balanceret fornyelse, så vi kan styrke det nærsamfund, som mange holder af.”

Ringen sluttet

Karsten Längerich er vokset op i Allerød – hvor forældrene stadig bor – og han er glad for at være tilbage i barndomsbyen, hvor han for et par år siden holdt reunion for sin folkeskoleklasse.

Politisk har han altid følt sig hjemme Venstre og blev tidligt aktiv i VU. Da han som 23-årig brød op hjemmefra og flyttede til København for at studere nationaløkonomi med kommunaløkonomi som specialeområde, gik han dog ud af politik. Næsten 20 år senere stillede han ved sidste kommunalvalg op for Venstre som nytilflyttet borger i Allerød. Her opnåede han ganske vist ikke valg, men det politiske engagement var for alvor genvakt.

I den mellemliggende periode havde han boet på Østerbro, i Albertslund, Birkerød og Næstved, indtil han i 2010 flyttede retur til Allerød med sin daværende kone. De byggede hus sammen, men i 2013 blev de skilt efter 20 år.

Sidste år fandt Karsten Längerich sammen med Henriette, der har tre børn og eget hus i Allerød, og som efter valget i tirsdags pludselig har en nyslået borgmester som kæreste.

Da Karsten Längerich flyttede til Allerød, blev han selv medlem af Blovstrød Løverne, men via Henriette er han også kommet med i Allerød Orienteringsklub, og ofte løber han i Tokkekøb Hegn og Store Dyrehave, som for ham er en fantastisk kvalitet ved barndomsbyen.

Hektisk valgnat

Karsten Längerich lægger ikke skjul på, at den sidste tid har været hektisk. På valgnatten var han hjemme kl. 5.45 og nåede kun at tale kort med kæresten, før hun gik på arbejde.

“Jeg havde jo en del adrenalin i kroppen og sov måske halvanden time, hvorpå jeg tjekkede min telefon, hvor sindssygt mange beskeder var tikket ind. Så ringede P1 og senere TV2 Lorry og P4, og sådan gik dagen med henvendelser fra medier,” fortæller Karsten Längerich.

Det afgørende øjeblik kom, da han blev forhandlingsleder på valgnatten. Her ville han gerne have haft de Konservative med, men sådan gik det ikke i de højspændte forhandlinger, som Allerød er blevet berømt og berygtet for.

Når Karsten Längerich ser frem, håber han, at samarbejdet bliver mere harmonisk.

“Alle, der kender historikken, ved, hvordan kulturen har været. Det vil jeg gerne gøre op med. Jeg synes, at vi har fået gjort rent bord nu. Jørgen Johansen har gentagne gange sagt, at uanset hvad der sker, vil han være konstruktiv. Det vil jeg holde ham op på, for jeg ønsker, at de Konservative er en del af det brede samarbejde. Lige nu er alle lidt sensitive, men når hverdagen begynder, skal vi nok lykkes med at få et godt samarbejde i byrådet.”

Karsten Längerich ser ikke alene frem til samarbejdet med byrådet. Han glæder sig også til - i samspil med kommunaldirektør og direktion - at udvikle organisationen for at kunne yde den bedst mulige service.

Selv om han allerede i dag oplever, at han ikke kan gå tur på M.D. Madsens Vej uden at møde fem mennesker, han kender, bliver det nyt at komme i gang som borgmester og skulle være den person, der bliver spurgt om alt og genkendt overalt.

“Men sådan skal det være. Alle kender alle i Allerød,” siger han.

Publiceret 28 November 2017 08:00