26.000 valgplakater går til genanvendelse

Succes for Norfors

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

I kølvandet på Kommunevalg 2017 etablerede fælleskommunale Norfors en mulighed for, at partierne og kandidaterne kunne aflevere udtjente valgplakater på genbrugspladserne i Allerød, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal.

“Vi havde erfaret, at næsten alle valgplakater er fremstillet af det samme plastmateriale, og derfor gik vi i gang med at etablere en særskilt ordning for disse valgplakater, da vi havde sikret, at de kunne genanvendes,” siger Plan- og Miljøchef Peter Storm.

Ordningen blev modtaget godt af alle partier, og de foreløbige opgørelser viser, at næsten 9 tons, svarende til ca. 26.000 valgplakater, er blevet afleveret til genanvendelse.

Opgaven er imidlertid ikke helt uden omkostninger for personalet på genbrugspladserne. Betingelserne for at plakaterne kan genanvendes er, at der ikke må sidde strips på, og det var ikke alle, der var lige flinke til at fjerne disse, oplyser Norfors, der har en opfordring til kandidaterne til næste valg: Husk at fjerne strips – ikke kun fra lygtepælene, men også fra plakaterne.

Publiceret 05 December 2017 15:50

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV