Danske mestre på jule-besøg i Allerød Bordtennis

Stefanie Harbo Christensen og Tobias Rasmussen lægger vejen forbi

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Når der 19. december er juleafslutning i Allerød BTK's ungdomsafdeling, sluttes der traditionen tro af med sjove bordtennislege, hygge og fællesspisning. Men denne gang får ungdommen oven i hatten også fint besøg: Klubben har inviteret de forsvarende danske mestre for henholdsvis damer og herrer, Stefanie Harbo Christensen og Tobias Rasmussen.

Stefanie Harbo Christensen er 24 år og har allerede i de seneste par år været 'førstedame' på det danske landshold. Hun vandt sit første danske mesterskab i damesingle i foråret 2017. I Danmark repræsenterer hun Hillerød, men i turneringssammenhæng spiller hun fast for den svenske mesterklub Eslöv BTK og for ALCL Grand-Quevilly i Frankrig. Stefanie er pt. nr. 353 på verdensranglisten.

Læs også: Allerød BTK fik succes i Sverige

Tobias Rasmussen er 22 år og dansk mester i herresingle og herredouble samt U21 single. Den individuelle titel er den første af slagsen, men året før var han blot en enkelt bold fra at besejre Jonathan Groth i DM-finalen. I Danmark repræsenterer Tobias Rasmussen Københavns BTK, men til dagligt spiller han i den tyske 2. Bundesliga for klubben TTC Indeland Jülich. Tobias er fast mand på det danske landshold og pt. nr. 236 på verdensranglisten.

“Det er vigtigt, at vores ungdomsspillere har nogle rollemodeller at se op til, og her er Stefanie og Tobias blandt de største herhjemme. De er begge meget talentfulde, og de er meget seriøse omkring deres idræt. De kan give mange gode råd til vores drenge og piger, som også drømmer om topresultater. De har begge to opnået deres bedste resultater i år, men jeg er sikker på, at vi kan vente endnu mere af dem fremover. For Allerød BTK er det stort at få besøg af dem, og vi glæder os til at se dem spille med børnene,” siger klubbens formand, Lars Rasmussen.

Stefanie Harbo Christensen og Tobias Rasmussen vil under besøget også spille en kamp mod hinanden. Efter kampen vil mestrene blive interviewet, og børn og forældre får mulighed for at stille spørgsmål. Aftenen slutter af med fællesspisning samt bordtennisquiz og uddeling af flids- og kammeratskabspriser.

I den første weekend i det nye år er Allerød BTK traditionen tro vært for de Østdanske Mesterskaber for 2-mandshold i Lillerødhallerne. Stævnet er blandt de største i Danmark, og har deltagelse af ca. 300 spillere fra hele Sjælland.

Publiceret 16 December 2017 05:45

SENESTE TV