Med genåbningen af budgettet bliver der årligt fire millioner kroner med til skolerne i Allerød Kommune.

Med genåbningen af budgettet bliver der årligt fire millioner kroner med til skolerne i Allerød Kommune.

Vedtaget:

10 mio. kr. mere om året til kernevelfærd

Allerød Byråd genåbnede i enighed budgettet - men det skete ikke uden debat

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Det foregik ikke uden debat, da et enigt Allerød Byråd på årets og byrådsperiodens sidste byrådsmøde 21. december vedtog et forslag fra borgmester Jørgen Johansen om at genåbne budget 2018-2021.

Beslutningen betyder, at der afsættes yderligere 10 mio. kr. årligt fra 2018 til kernevelfærd - i form af 3 mio. kr. til øgede normeringer i daginstitutionerne, 4 mio. kr. til at styrke skolerne og 3 mio. kr. til at øge normeringerne på kommunens plejecentre.

At dét var muligt, udtrykte Jørgen Johansen glæde over.

“Finansieringen er tilvejebragt som følge af en lang række økonomiske initiativer, heriblandt effektiviseringer. Budgetforligspartierne har dermed skabt et råderum, og dette nye tiltag er fuldt finansieret indenfor budgettet,” sagde borgmesteren.

“Bedre sent end aldrig”

John Køhler, Borgerlig Velfærd, slog fast, at Jørgen Johansens initiativ kom, fordi der havde været en valgkamp, hvor styrkelse af velfærden havde været et tema.

“Økonomistyringen har reelt banet vej for en forbedring af velfærden. Jeg tror, vi bliver glade for det her, og jeg er stolt over at have været én af dem, der har inspireret borgmesteren,” sagde han.

“Det er bedre sent end aldrig,” sagde Miki Dam Larsen, Socialdemokratiet, og fortsatte:

“Vi har i årevis set et systematisk underforbrug, hvor penge er gået i kassen og er blevet brugt til anlægsprojekter. Nu går vi ind og sikrer øget kvalitet i velfærden, og det er fornuftigt.”

Jesper Hammer, Nye Borgerlige, fandt, at initiativet var et udtryk for den rigtige måde at forbedre velfærden på, og Olav B. Christensen, Venstre, takkede borgmesteren for udspillet.

“Vi er godt tilfreds med de 10 mio. kr. mere til kernevelfærd, idet vi ikke mindst glæder os over, at forældrebetalingen ikke kommer til at stige. Det her lever op til vores mål om bedst mulig service for borgerne,” sagde Olav B. Christensen.

“Tak fordi I lyttede”

Nikolaj Bührmann, SF, takkede byrådet for at lytte til SF, S og Radikale og de tre partiers budgetforslag.

“Det ærgrer os lidt, at formuleringerne om, hvordan pengene skal bruges, ikke er lidt mere åbne. Og vi tænker, at besparelserne de senere år har bidraget til, at der nu kan tages dette initiativ. Men det lægger sig fint op af konstitueringsaftalen, hvor vi i 2019 skal finde yderligere 10 mio. kr. til velfærd,” sagde han.

Klaus Fisker, Radikale Venstre, roste initiativet, idet han fandt, at det var et positivt udgangspunkt for det nye byråd.

“K-styre brudt sammen”

John Køhler mente, at der havde været gode grunde til at styre økonomien stramt i en årrække, men også at der nu var tale om en ny situation.

“Hovedet på sømmet var, da man begyndte at lave 'fjolle-anlæg' som et varmtvandsbassin. Men 24 års konservativt styre er nu brudt sammen, og nu kommer der et anderledes fokus på at forbedre service og fremtidssikre Allerød,” sagde han.

Det fik Jørgen Johansen til at kommentere:

“Konservative er ikke brudt sammen, vi er stadig det største parti. Vi accepterer, at byrådet nu vil en anden vej, og vi vil gå ind og samarbejde.”

Lars Bacher, K, sagde:

“Det er ikke værdigt, John Køhler, at du sviner Konservative til på den måde. Vi har stået for den økonomiske politik og stramme styring i mange år. Du har lavet mange store ting i byrådet, men slut ikke af på den facon.”

Publiceret 22 December 2017 15:30