Modelfoto

Modelfoto

Nu får Lynge sin egen sygeplejeklinik

Det giver mere fleksibilitet i hverdagen, mener politiker

Af
Helene Stolle

Nu får Lynge sin egen sygeplejeklinik. Det sker efter de positive erfaringer, der er blevet draget med kommunens første sygeplejeklinik, der åbnede sidste forår på Engholm Plejecenter.
Det er borgere, der er henvist til hjemmesygepleje men ønsker mere fleksibilitet i hverdagen, der kan benytte sig af klinikken, der kommer til at ligge i kælderen på Lyngehus,  fremfor at få et besøg i eget hjem.
Fik du læst: Allerød har landets laveste ledighed
”Borgerne kan selv bestemme, om de ønsker besøg i deres hjem eller hellere vil tage ind på klinikken til behandling. Det giver flere alternativer for vores borgere, der modtager hjemmesygepleje, hvilket i sig selv er positivt”, siger formand for Sundheds-, Velfærds- og Beskæftigelsesudvalget Jesper Holdflod Pallesen i en pressemeddelelse.
Han understreger samtidig, at med den nye sygeplejeklinik vil ventetiden også kunne forkortes.




Hvad kan sygeplejeklinikken hjælpe med?

Sårbehandling
Lægeordinerede indsprøjtninger eller antabus
Dosering af medbragt medicin
Blodtryk- og blodsukkermåling
Øjendrypninger
Råd og vejledning om kontinents
Sundhedsfremmende og forebyggende samtaler

Den nye klinik er beliggende i kælderen på Lyngehus, Hillerødvej 48 A, 3540 Lynge. For at komme til klinikken skal indgangen til Lyngehus ved siden af biblioteket, benyttes. Der er elevator ved hoveddøren.

Der vil være åbent alle hverdage fra kl. 8-15 efter aftale for borgere, der er visiterede til sygepleje. Hjemmesygeplejen har telefontid alle hverdage kl. 7.30 – 08.00 og 12.45 – 13.15.

Publiceret 26 January 2018 06:15