Ifølge borgmester Karsten Längerich (V) er der brug for konsulentbistand i forhold til en fremtidsvision for Allerød Kommune - også selvom der ifølge et skøn skal tages godt 600.000 kroner fra kassebeholdningen. Foto: Michael Braunstein

Ifølge borgmester Karsten Längerich (V) er der brug for konsulentbistand i forhold til en fremtidsvision for Allerød Kommune - også selvom der ifølge et skøn skal tages godt 600.000 kroner fra kassebeholdningen. Foto: Michael Braunstein

Nu skal der sættes retning for Allerøds udvikling

En ekstern konsulent skal efter al sandsynlighed hjælpe byrådet i Allerød med at skabe en ny vision for udviklingen af kommunen

Af
Helene Stolle

Skal Allerød Kommune bruge mere end en halv million kroner på en ekstern konsulent, der skal hjælpe med at få udarbejdet en vision og dermed sætte en retning for udviklingen af kommunen? Det skal byrådet tage stilling til, når det mødes på torsdag den 22. marts.

Meget tyder på, at der vil blive nikket ja til udgiften, for i forbindelse med konstitueringsaftalen for byrådet, er det aftalt, at der skal gennemføres en visionsproces.

Ifølge borgmester Karsten Längerich (V) er der da også brug for konsulentbistanden i forhold til en fremtidsvision - også selvom der ifølge et skøn skal tages godt 600.000 kroner fra kassebeholdningen.

Læs også: Opråb fra Längerich og otte andre borgmestre: Sæt fokus på borgeren i én plan

“Det er da mange penge, men det kommer til at betyde, at både byrådet og borgere, virksomheder og foreninger får et fælles afsæt og fælles forståelse for, hvem vi er i Allerød, og hvad vi ønsker at være, inden vi går i gang med de store udviklingsprojekter for vores kommune – og det har vi brug for”, siger han og understreger, at en ekstern konsulent ikke skal skabe visionen men derimod blot styre processen.

“Det er vigtigt, at det er byrådet, som har kontakten og dialogen med borgere og erhvervsliv, men vi har behov for at have fagfolk, der kan finde ud af at facilitere processen”, forklarer Karsten Längerich og tilføjer, at et af elementerne i den kommende vision blandt andet bliver at skabe en ny og bedre borgerinddragelse.

Mange projekter venter

Selvom Allerød allerede er en kommune i god udvikling, så venter der endnu flere projekter i fremtiden.

“Der er flere områder i kommunen, hvor vi hele tiden skal have udviklingspotentialer for øje – ikke kun på den korte bane men også på lang sigt. Det er eksempelvis i udbygning af nye boligområder, erhvervsområder, infrastruktur, skoler og daginstitutioner – men det er også i forhold til udvikling af fællesskabet og kultur- og aktivitetslivet overalt i kommunen”, fortæller Karsten Längerich og fortsætter:

Læs også: Flere vil bo i Lynge: Nyt boligområde er på vej

“Vi er ved at skabe Blovstrød som nyt børne- og læringsby. som gerne skal være et pilotprojekt for, hvordan vi gerne vil gøre det i resten af kommunen. Hvis vi ikke får skabt en bred fælles opfattelse i byråd og blandt Allerød-borgere, så tror jeg, at det vil gøre det meget sværere at gennemføre de nye projekter”, lyder det fra Karsten Längerich, der understreger, at det trods en kommende ny vision er vigtigt, at der bliver holdt fast i alt det gode, som Allerød Kommune allerede er i dag.

“Det vigtigste er, at vi bibeholder det unikke ved Allerød. Vi er et trygt og velfungerende samfund – midt i skoven, omgivet af natur. Dertil kommer at vi har nogle stærke og aktive lokalsamfund med stort engagement. Vi har et stærkt og mangfoldigt erhvervsliv, som tilfører mange lokale arbejdspladser - og generelt en velstående og ressourcestærk kommune med mange engagerede borgere”, siger han.

Publiceret 21 March 2018 11:30

SENESTE TV