Ejnar Pedersen fylder 95 år 29. marts, og den 2. april – på H. C. Andersens og Hans J. Wegners fødselsdag, fylder PP Møbler 65 år.

Ejnar Pedersen fylder 95 år 29. marts, og den 2. april – på H. C. Andersens og Hans J. Wegners fødselsdag, fylder PP Møbler 65 år.

PP Møbler:

En dygtig snedker fylder rundt

Inden for den samme uge runder PP Møbler i Allerød to markante hjørner: Firmaet har 65 års jubilæum og grundlæggeren, Ejnar Pedersen, fylder 95 år

Af
Tekst og foto: Anne Lønstrup

Det er en speciel virksomhed, der har adresse på hjørnet af Vestvej og Toftevej i Allerød. Udefra gør bygningen ikke noget væsen af sig, som den ligger omgivet af en-familieshuse på en stille villavej. Men indenfor bliver man slået af den skønne duft af træ og synet af snedkerhåndværk i alle stadier fra en rå 200 år gammel egeplanke til færdigformede stole og borde på vej til kunder i Taiwan, Italien eller Brønderslev.

Snedkerværkstedet producerer noget af det ypperste, dansk møbeldesign har at byde på. Hele 99 pct. af de stole, der vokser frem mellem snedkernes hænder på PP Møbler, er tegnet af den store danske møbelarkitekt Hans J. Wegner.

Ejnar Pedersen er den ene af to brødre, som i 1953 stiftede PP Møbler. Han fylder 95 år skærtorsdag, og han er et stykke levende historie. Foruden Wegner har han samarbejdet med arkitekter og designere som Poul Kjærholm, Finn Juhl, Nanna Ditzel, Arne Jacobsen, Verner Panton og Vilhelm Wohlert og kan fortælle historier om dem alle sammen.

Han møder sin gæst med et fast blik og ditto håndtryk. Man skal ikke være mange minutter i Ejnar Pedersen selskab, før man sanser, at han er og har været passioneret omkring sit håndværk og sit liv. Han er nået langt, siden han blev født i Vejen som “den yngste og frækkeste” af en børneflok på seks. Og han er stolt af sit værk.

Med sønnen Søren Holst Pedersen i snedkerværkstedet, som Ejnar Pedersen stiftede i 1953 sammen med sin ældre bror, Lars Peder. Sidstnævnte havde en opsparing på 7.000 kr. Forældrene kautionerede for 5.000 kr., og dermed var de to snedker-brødre i gang.

Med sønnen Søren Holst Pedersen i snedkerværkstedet, som Ejnar Pedersen stiftede i 1953 sammen med sin ældre bror, Lars Peder. Sidstnævnte havde en opsparing på 7.000 kr. Forældrene kautionerede for 5.000 kr., og dermed var de to snedker-brødre i gang.

Samarbejdet med arkitekterne

'Bamsestolen', 'The Chair', 'Flaglinestolen', 'Færgestolen' og 'Cirkelstolen' er navne, som i dag kendes af fans af dansk møbeldesign verden over, og de bliver alle produceret på Toftevej. Alene Bamsestolen er gennem årene blevet fremstillet i 27.000 eksemplarer, og ordrebogen er fortsat sprængfuld.

“Samarbejdet med Wegner begyndte tidligt, men det var ikke alle hans modeller, jeg ville have i min produktion. Han fik alt for mange klap på skulderen af de producenter, der omgav ham, men jeg var ikke bange for at give ham modstand og sige nej tak til de af hans møbler, jeg ikke mente passede til PP Møbler,” fortæller Ejnar Pedersen.

Han fik Hans J. Wegner til at smække med døren, da han kaldte et af hans designs, en polstret gyngestol, for 'tantet'. Men 14 dage efter fortsatte samarbejdet. Folkene på snedkerværkstedet var imponeret over Wegners håndværksmæssige kunnen. Han kom ofte på værkstedet for selv at deltage i udviklingen af nye prototyper. Og henad vejen opbyggede PP Møbler den fine portefølje af Hans J. Wegners stole, som værkstedet har fået eneret på at fremstille.

I dag kan man ikke åbne et boligmagasin – dansk som internationalt – uden at se Wegners møbler. Men der var også magre år, for særligt i 1970-1980'erne blev designerens møbler anset for at være gammeldags.

“Og da holdt far fast i Wegner, også selv om ordrebogen var tom,” fortæller Søren Holst Pedersen.

Læs hele historien i Allerød Nyt 26. marts

Publiceret 22 March 2018 15:30