Temafoto.

Temafoto.

Hjælp Kræftens Bekæmpelse

8. april er der landsindsamling hos Kræftens Bekæmpelse. Du kan blive indsamler

For min mor - fordi det nytter. Det personlige budskab er igen i år i centrum, når Kræftens Bekæmpelse søndag 8. april holder landsindsamling.

Mange har en grund til at vise flaget for kræftsagen, og igen i år kan de mange indsamlere skrive deres grund til at samle ind for Kræftens Bekæmpelse på et flag, som kan hæftes på tøjet eller sættes fast på tasken.

“Nogle har mistet familiemedlemmer eller venner, andre vil gerne støtte forskningen, og en del har selv kræft. Der er mange grunde til at støtte kampen mod kræft, og vores erfaringer er, at det lille flag kan være med til at gøre indsamlingen mere personlig,” siger Helle Andersen, der er indsamlingsleder i Allerød.

Det går pengene til

De penge, der bliver samlet ind ved landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgive og støtte patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Hver gang Kræftens Bekæmpelse får 100 kroner går 61 kroner til forskning i kræft. 20 kroner går til hjælp og støtte til patienter, 16 kroner til oplysning og 3 kroner til administration.

Kun fire procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af de danskere, der vælger at støtte sagen, og som samtidig er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

“Uanset hvilken grund man har, håber jeg, at rigtig mange vil bakke op om landsindsamlingen. Enten ved at give et bidrag eller ved selv at gå ud med indsamlingsbøtten,” siger Helle Andersen.

Alle kan melde sig

Alle kan melde sig som indsamler. Unge under 18 år skal gå to og to, mens børn under 13 skal følges med en voksen. Du kan også følge landsindsamlingen på Facebook, når Kræftens Bekæmpelse i løbet af dagen sender live. Du kan dele din oplevelse på de sociale medier med #VisFlaget.

Meld dig som indsamler på 7012 2018 eller gå ind på www.indsamling.dk.

Publiceret 26 March 2018 13:45