Allerød har Danmarks laveste andel af dagpengemodtagere

Ny analyse af tal fra Danmarks Statistik viser, at Allerød Kommune har den laveste andel af dagpengemodtagere blandt landets 98 kommuner

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

I fjerde kvartal af 2017 var der 196 dagpengemodtagere i Allerød Kommune. Det svarer til 2,11 procent af borgerne i Allerød, som er forsikringsaktive medlemmer af a-kasserne. Dermed har Allerød Kommune den laveste andel af dagpengemodtagere i hele Danmark.

Det viser en analyse foretaget af hjemmesiden skift-a-kasse.dk, som har til formål at hjælpe danskerne i valg af a-kasse og fagforening via oplysning og prisinformation. Guiden oplyser, at man er 100 pct. uafhængig af alle fagforeninger og a-kasser.

I en pressemeddelelse om analysen udtaler borgmester Karsten Längerich:

“Allerød Kommune har siden 2007 haft landets laveste ledighed, så det er ikke nyt for os, at vi leverer gode resultater på området. Vores udfordring er derfor at fastholde de gode resultater via en fokuseret indsats.”

“Kommunen udarbejder hvert år en beskæftigelsesplan, som beskriver udfordringer og muligheder for beskæftigelsesindsatsen i Allerød. Det er denne beskæftigelsesplan, der fastlægger mål og strategier for indsatsen i de kommende år.”

“Konkret er vores fokusområder en målrettet indsats for både nyledige og personer med længere ledighedsforløb, virksomhedsrettet aktivering i den private sektor samt øget fokus på samspil mellem uddannelse og beskæftigelsesindsats,” siger borgmesteren.

Tre gange så mange dagpengemodtagere i andre kommuner

Beskæftigelsen stiger over hele landet og seneste tal for marts 2018 viser, at Danmark aldrig har haft flere lønmodtagere. Tallene viser dog også, at nogle kommuner har tre gange så mange dagpengemodtagere som Allerød.

Karsten Längerich giver i pressemeddelelsen sit bud på, hvordan Allerød løser ledigheden:

“Jeg mener, at vores gode resultater er en kombination af motiverede og jobparate borgere, en målrettet beskæftigelsesindsats og ikke mindst et godt samarbejde med de lokale virksomheder. Hvis jeg skal peger på nogle konkrete området vil det være følgende:”

“Iværksættelse af en tidlig indsats for de borgere, som har behov for støtte til jobsøgning. Et tæt samarbejde med erhvervslivet, så beskæftigelsesindsatsen kan målrettes virksomhedernes behov. Helhedsorienteret indsats og udarbejdelse af Én Plan, der sikrer fokus på job eller uddannelse – gerne i samarbejde med a-kasserne. Fokus på effekt og progression i aktiveringsforløb for at sikre kortest mulig tid på offentlig forsørgelse.”

De 10 kommuner med færrest dagpengemodtagere

Allerød Kommune er den eneste kommune fra Nordsjælland i top 10. Resten af top 10 består næsten udelukkende af kommuner fra Øst- og Vestjylland, med Solrød Kommune som den eneste undtagelse.

1: Allerød: 2,11 %
2: Skanderborg: 2,17 %
3: Favrskov: 2,27 %
4: Hedensted: 2,33 %
5: Odder: 2,35 %
6: Ringkøbing-Skjern: 2,40 %
7: Billund: 2,41 %
8: Vejen: 2,46 %
9: Solrød: 2,47 %
10: Holstebro: 2,57 %

Dagpengemodtagere i procentdel af forsikringsaktive a-kasse medlemmer. Kilde: Her bor Danmarks dagpengemodtagere i 2018.

Publiceret 11 May 2018 11:46

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV