Parret bag 'Troldeliv' har base i Allerød:

Norsk-dansk ægtepar når ud i verden

Sissel Bøe og Peter Madsen flyttede sidste år til Allerød og indrettede fælles arbejdsplads i Jussis gamle villa med Tokkekøb Hegn i baghaven, hvor kreativiteten får lov at udfolde sig

Af
Af Anne Lønstrup

Arbejdsbordene står side om side i husets store stue med gavmildt lysindfald fra sprossede vinduer. Det er husets bedste rum. Så hvorfor ikke indrette fælles arbejdsrum netop der?

Som tænkt, så gjort, og da først Sissel Bøe og Peter Madsen havde fået ideen om at indrette arbejdsrum i stuen, var de klar over, at Jussi Adlers gamle bolig i skovbrynet var deres drømmehus.

Kunstnerparret flyttede fra Silkeborg til Allerød i 2017. Først og fremmest for at bo tættere på deres børn og tilsammen seks børnebørn i alderen 0-5 år. Som sidegevinst fik de en kombineret bolig og arbejdsplads, som de begge nyder i fulde drag. For Sissel Bøe og Peter Madsen er ikke alene hinandens livspartnere. De er også kolleger.

Mødtes i Norge

Deres fælles historie begyndte i 1993 i Norge. Tegneren Peter Madsen, der sammen med bl.a. Henning Kure står bag tegneserien 'Valhalla', var inviteret til tegneseriefestival af det bibliotek, som Sissel Bøe arbejdede på. Hun havde tilbudt sin hjælp til sine kolleger men havde understreget, at hun ikke læste tegneserier, og at de ikke skulle placere hende ved siden af en tegner ved aftenens gallamiddag.

”Men noget var gået galt med bordplanen, for Peter og jeg fik hinanden til bords. Han havde imidlertid tilbragt hele dagen med tegneserie-fans, så han havde snakket rigeligt om tegneserier for en dag,” siger Sissel Bøe.

Begge havde børn fra tidligere forhold. Den ene var bosat i Danmark, den anden i Norge, så det kom til at tage fire år, før de var klar til at flytte sammen.

Livsledsagere og kolleger

I begyndelsen af 1990'erne blev Peter Madsen opfordret af Bibelselskabets Forlag til at illustrere Bibelen, og det resulterede i bogen ”Menneskesønnen' om Jesu liv. Bogen er trykt i 170.000 eksemplarer og udgivet i Sverige, Norge, Færøerne og Frankrig. Siden fulgte 'Historien om Job', 'Signes Jul', 'Rejsen til Jerusalem', og op til pinse i år er 'Vingeslag' udkommet. Den handler om pinsen og afslutter trilogien om pigen Signe.

Henad vejen begyndte Sissel at passe Peters website, kontorarbejde og booking af foredrag. Men de havde et endnu tættere arbejdsfællesskab til gode.

Læs også: Peter Madsen signerede bøger i Bog & idé

Da Peter var ved at afslutte Valhalla-tegneserierne – som i parentes bemærket har solgt en million album i Norden – sagde Sissel en dag til ham, at hun syntes, han skulle tegne trolde. Så skulle hun skrive historien, svarede han. Det resulterede i Troldeliv-bøgerne om en far, en mor og 11 troldebørn.

Til dato har parret fået udgivet 17 troldebøger. Den første udkom i 2009, og bøgerne er oversat til otte sprog.

Samarbejdet om trolde-universet er tæt, men ifølge Peter er det altid Sissel, der kommer med den første gennemskrivning til en ny bog.

”Vi får rigtig mange ideer, når vi går enten i Tokkekøb Hegn eller på ski ved vores hytte i Norge. En historie er ikke på plads, før idéudviklingen har fået lov til at udvikle sig lag på lag. Faktisk er en bog kun toppen af isbjerget – 9/10 af ens arbejde med bogen er blevet kasseret undervejs”, fortæller de.

Arbejde og fritid flyder sammen i huset på Hegnetsvej, og parret føler, at de løfter hinanden.

”Men man er nødt til at sætte sig ned og knokle. Det nytter ikke noget at sidde og vente på, at inspirationen indfinder sig. Og så skal man være vaks ved havelågen, når ideerne kommer, ellers bliver de taget fra én igen,” siger Peter Madsen med et smil.

Publiceret 16 May 2018 14:00

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV