SE BILLEDERNE:

I snak med Mary: 7.d fik royal opmærksomhed

“Det var en stor og fantastisk oplevelse,” sagde eleverne på Lillevang Skole efter møde med Kronprinsessen

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Det er ikke hver dag, at man oplever, at man bliver citeret af en prinsesse - og bagefter får lov til at møde og tale med hende. Men det skete for 7.d på Lillevang Skole, Lillerød, torsdag 17. maj. Og så var det endda en Kronprinsesse, der tilmed hedder Mary.

“Det var stort. Og fantastisk,” som elever fra klassen bagefter sagde til Allerød Nyt.

Det hele foregik i JP/Politikens Hus, hvor de otte vindere i årets Mediekonkurrence for skoler skulle kåres. Som tidligere omtalt i Allerød Nyt vandt 7.d i kategorien 'Bedste Politiken avis, 6.-7. klasse', og derfor var hele klassen sammen med deres lærer, Camilla Rieper-Holm, taget til København.

“Det er meget, meget spændende, og jeg er godt nervøs og spændt. Jeg skal jo møde Mary - og så er jeg ikke sådan vant til at stå på en scene,” sagde Oliver fra 7.d, lige før arrangementet gik i gang. Oliver tog hjem for at skifte tøj til noget lidt pænere, da han torsdag morgen så, hvad de andre havde på.

Læs også: 7.D i jubel: Vandt stor konkurrence

Foruden eleverne fra de andre vinder-klasser mødte Lillevang-eleverne ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, de oplevede underholdning af Per Vers og Wafande, og de fik rosende ord, medaljer og diplom overrakt af ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, Politiken.

Og så var der jo altså Kronprinsesse Mary, der i sin tale citerede fra Lillevang Skoles avis, og som bagefter talte med eleverne i længere tid - 7.d fra Lillevang var den eneste klasse, som fik dén opmærksomhed.

“Hun spurgte os om den avis, vi har lavet. Og hun understregede, hvor vigtigt det er, at man elsker sig selv,” afslørede elever fra 7.d efter mødet med Kronprinsessen.

Fakta

I juryens kommentarer til bidraget fra 7.d på Lillevang Skole, Lillerød, hedder det blandt andet, at 'redaktionen har været meget opsøgende og har lavet mange gode interviews. De har mange vinkler på eksistens, forskellighed og tolerance. Vi læser om en smertefuld skilsmisse, flygtninge, mobning, sport, m.m. Sikre genrer, godt! Fin opsummerende leder; velskrevet og i linje med avisens ide. Forskellige typer af kilder og direkte citater. Godt sprog ...'

Emnet for konkurrencen har i år været 'Elsk dig selv – krop og idealer anno 2018' og var et samarbejde mellem Sex & Samfund, Mary Fonden og JP/Politikens Hus. Konkurrencen er støttet af Ole Kirks Fond og Udenrigsministeriets Ligestillingsafdeling.

Publiceret 17 May 2018 16:12

SENESTE TV