Nu skal Kai cykle med vennerne

Efter et langt arbejdsliv takker Kai Raun af som Allerød Kommunes Drifts- og idrætsinspektør

Af
Af Anne Lønstrup

Hvad kommer Kai Raun til at savne mest, efter den sidste arbejdsdag i Allerød Kommune 25. maj?

“Det bliver nok de fantastiske foreningsfolk, som gør en kæmpe indsats og så selvfølgelig al den sjov og ballade, man har med sine kolleger.”

Sådan siger 64-årige Kai Raun, der begyndte i Allerød som fritidskonsulent med ansvar for især foreninger og aftenskoler for 32 år siden. Senere overtog han ansvaret for driften af kommunens idrætsanlæg, og i hans tid er bl.a. idrætshallerne blevet kraftigt udbygget.

Når han ser tilbage, glæder han sig også over at have engageret sig i bestyrelsen for organisationen Fritid & Samfund, som har givet ham mulighed for at være på forkant med, hvordan folkeoplysningen fungerer rundt om i kommunerne.

Læs også: Idrætsanlæg: Buchwald foreslår undersøgelse

I det hele taget har han været meget omkring i foreningerne, og aftenmøderne har været mange.

“Man er jo nødt til at møde foreningerne, når foreningerne kan, og det er altid efter kl. 16.00,” siger Kai Raun.

I samme ånd har han i perioder haft kontor 'ude i byen', bl.a. på Kirkehavegård og senere i Lillerødhallerne. Som chef for det tekniske personale havde han ansvar for 40 ansatte, men efter en omorganisering i 2016 fik han kontor på rådhuset med ansvar for to.

“Jeg har altid sagt til mine medarbejdere, at hvis de ikke syntes, det var sjovt at gå på arbejde, skulle de finde et andet arbejde. For at være tro mod mig selv, har jeg besluttet at gå på pension nu, da jeg er fyldt 64 år,” siger han.

Og han ved godt, hvad tiden skal bruges til fremover:

“Jeg har snart fem børnebørn, jeg har en landbrugsejendom, der kræver en kærlig hånd. Og så skal jeg nyde livet og cykle med gode venner.”

Afskedsreceptionen for Kai Raun finder sted i Lillerødhallerne 25. maj fra kl. 14.00-15.30. Kolleger, foreningsfolk og samarbejdspartnere er velkomne.

Publiceret 18 May 2018 08:00

SENESTE TV