Allerød Musikskoles sommerfest betyder masser af musik inde og ude. Arkivfoto

Allerød Musikskoles sommerfest betyder masser af musik inde og ude. Arkivfoto

Sommerfest på Allerød Musikskole

Masser af musik 31. maj ude og inde

Af
Af Michael Braunstein

Torsdag 31. maj fra kl. 17.00-21.00 slår Allerød Musikskole dørene op til årets store sommerfest med musik, sang og dans fra syv forskellige scener - både ude og inde. Der kan købes pizza, pølser, sodavand, øl, vin og kaffe til rimelige priser.

Allerød Musikskole oplyser i en pressemeddelelse, at rigtigt mange børn og unge ønsker at starte på musikskolen sæson 18/19.

'Og her er musikskolens traditionsrige sommerfest den ideelle lejlighed til at se og høre skolen, når den rigtigt folder sig ud med sine mange orkestre og solister,' lyder det fra musikskolen.

I musikskolens nye sal, Tonnasalen, kan man høre 'Guitarsafari', violinelever, celloelever, strengeorkestret 'All Strings' samt et af musikskolens messingensembler. I Tonnasalen bliver der også lejlighed til at opleve klarinetelever og -ensembler samt sangelever - både solo og i mindre grupper. I lokale 8 kan man høre swingende jazz med gruppen 'Four Jazz' samt guitar, bas- og trommeelever samt bandet 'New Group'.

I den 'gamle' sal optræder korene 'Scream Team' og 'Rokkets', der er korværksteder fra Kratbjergskolen, ligesom man kan møde musikskolens blæserorkestre 'Allerød Blæs', 'Mini Harmoni' og 'All Red Big Band'.

I Gården bliver der underholdning af slagtøjselever i flere omgange. Og på Plænen, hvor der er opstillet en scene, er der en stribe bands: Kings of Classics, Lyngedrengene, Sunsharkz, The Kit Kats, Clatz, Move, No Name og Custom Fried.

På musikskolens terrasse vil der være Drumline og steelbandet Empty Pan, og på græsset vil skolens dansehold folde sig ud.

I lokale 16 bliver der klaver- og blokfløjtemusik, og i lokale 6 kan man høre sangelever og klaverelever.

Ved Fru Lunds Hus vil Billedskolen have en stand.

Der er meget få parkeringspladeser på Musikskolen, så der henvises til parkering ved Ravnsholtskolen.

Publiceret 26 May 2018 13:15

SENESTE TV