Eva gjorde sin passion til sin karriere

Mange tråde blev spundet sammen til én, da Eva Götzsche flyttede til Allerød, skiftede karriere og dannede forlaget Egolibris

Af
Anne Lønstrup

Eva Götzsches gule kjole lyser op. Både da hun tager imod på trappen til sit forlag, som har hjemme på en trelænget gård på Allerødvej. Og bagefter, da hun i høje, gule sko går ind i hestefolden for at lade sig fotografere med en af sine heste og dens to uger gamle føl.

Ligesom hendes kjole lyser op mellem grønt græs og blå himmel, arbejder Eva Götzsche for, at hendes forlag skal vække opmærksomhed i bøgernes verden.

Hun lægger ikke skjul på, at det er hårdt at kæmpe sig ind på et nyt domæne, men arbejdet er båret af en passion for bøger, og det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse, da hun i 2013 stiftede forlaget Egolibris.

”Jeg er typen, der altid har taget 25 bøger med på ferie, og som har læst ALT, hvad jeg kom i nærheden af. Lige fra Dostojevskij til teksten på bagsiden af havregrynspakkerne,” siger hun.

”Med mit forlag står jeg på tre ben. Dels vil jeg på Egolibris udgive god og vigtig litteratur, dels tilbyder jeg på Skriveforlaget forfattere at blive medudgivere af deres bøger, og dels vil jeg med Unite&Write tilbyde forfattere og bognørder et stærkt fællesskab, hvor de kan dyrke deres interesse for at skrive.”

Engageret i bøger

Titlerne er mange i forlagets reoler. Her er erindringer, spændingsromaner, madbøger, børnebøger og fagbøger om heste og hunde for blot at nævne nogle.

Så snart samtalen falder på de enkelte bøger, stiger Eva Götzsches engagement endnu takt. Eksempelvis har hun lige udgivet den saudiske kvinde Manal al-Sharifs bestseller ”Med hånden på rattet: En saudiarabisk kvindes kamp for ligeværd og frihed”. Til oktober kommer forfatteren til Bogforum i Bellacentret.

Jeg er typen, der altid har taget 25 bøger med på ferie

”Jeg læste om bogen i New York Times og undersøgte straks, hvordan jeg kunne købe udgivelsesrettighederne. Vi udgiver en del debatbøger, og netop denne bog ville jeg gerne udgive, fordi den fortæller om den mangel på respekt for kvinder, som findes indenfor dele af islam. Vi har i Danmark demokrati, ytringsfrihed og lige rettigheder mellem kønnene, men vi glemmer, at de samme rettigheder slet ikke gælder for alle kvinder indenfor islam. Derfor har jeg så stærkt ønsket at udgive den bog,” siger Eva Götzsche.

Hun fortæller, at Manal al-Sharif blev verdenskendt, da hun i 2011 lagde en video af sig selv bag rattet ud på YouTube og Facebook. I Saudi-Arabien var det ikke tilladt for kvinder at køre bil, så videoen førte til fængsling.

Lever i et smørhul

At Eva Götzsche bor i Allerød, skyldes, at hun mødte Mogens, der lever af at bygge shoppingcentre. De fandt hinanden via den fælles interesse for heste.

”Da jeg mødte Mogens, havde jeg boet alene med min søn og mine heste på en gård i Skanderborg i 11 år. Jeg havde helt ærligt aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at slå mig ned på Sjælland,” siger hun.

I dag bor de og deres tre sammenbragte børn (nu unge mennesker) på gården, som også huser begges virksomheder, og Eva Götzsche er faldet godt til.

”Allerød er et smørhul. Her er dejlig natur, og det er vigtigt for mig,” siger hun.

Publiceret 11 June 2018 07:52

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV