ATP IT vandt cykelpris - igen: Sådan får vi medarbejderne til at cykle

Hele 28,2 procent af allerødvirksomheden ATP ITs ansatte har deltaget i årets 'Vi cykler til arbejde'-kampagne, og det gav en sejr over de øvrige fem største virksomheder i kommunen

Af
Anne Lønstrup

Anita Riber Durup er en af de medarbejdere i ATP IT, der har været med til at trække sejren hjem til virksomheden i årets ’Vi cykler til arbejde’-kampagne i Allerød. En sejr, som virksomheden nu har vundet to år i træk.

I alt har 28,3 procent af virksomhedens ca. 280 medarbejdere cyklet på arbejde i 2018. Dermed vandt ATP IT det store cykel battle mellem de seks største virksomheder, der deltog i konkurrencen i Allerød – nemlig ATP IT, B & W Scandinavian Contractor, Hewlett Packard Enterprise, IBM, NIRAS og WIDEX.

Konkurrencen gik helt enkelt på at have flest deltagere med i kampagnen - i procent, og her lå ATP IT i top.

”Vi er jo en stor arbejdsplads, så vi har gjort rigtig meget for at skabe gode vilkår for de ansatte, der cykler. Vi har udvidet vores cykelskur og opgraderet vores kælder, så man kan hænge sin cykel op. Racercykler har jo ikke støtteben, og har man givet 10-20.000 kroner for sin cykel, vil man ikke have den stående udendørs i et cykelstativ,” siger koordinator Pernille Lund Nielsen fra ATP IT til Allerød Nyt.

Det skal være sjovt

Hun forklarer, at virksomheden mangler parkeringspladser. Derfor har man særligt forsøgt at motivere ansatte fra lokalområdet til at cykle på arbejde. Jo flere lokale, der gør det, jo flere p-pladser bliver der frigivet til dem, der bor længere væk.

Først og fremmest skal det være sjovt at cykle på arbejde. Derfor er vores ledelse også fået forrest ved selv at cykle

”Men først og fremmest skal det være sjovt at cykle på arbejde. Derfor har vores ledelse også gået forrest ved selv at cykle, og så har vi kørt en intern cykelkampagne med små præmier. Det har virket, og vi ved fra sidste år, at der er mange, som bliver ved med at cykle også efter kampagnen er sluttet,” siger Pernille Lund Nielsen.

Og præmierne gik til

Torsdag eftermiddag på Allerød Bibliotek overrakte borgmester Karsten Längerich præmierne til alle de hårdtarbejdende cyklister, der har deltaget i årets ’Vi cykler til arbejde’-kampagne.

I alt var holdkaptajnerne fra de 60 cykelhold indbudt til at overvære præmieoverrækkelsen, og som vinder af konkurrencen mellem de store virksomheder fik ATP IT en præmie på 30 x Ren Cykel.

I lodtrækningen blandt alle cykelholdene vandt cykelholdet Corporate Finance fra BWSC cykelgrej fra Pauli Cykler for i alt 5.000 kr. Borgmesteren trak desuden lod i cykelhjelmen blandt de fremmødte holdkaptajner om 10 gavekort til Pauli Cykler.

Det er især de private virksomheder i Allerød, der bakker om ’Vi cykler til arbejde’-kampagnen. De kommunale medarbejdere står kun for 15 pct. af deltagerne, mens private virksomheder bidrager med 85 pct. Ifølge Cyklistforbundet i Allerød giver en sådan kampagne altid flere cyklister på cykelstierne. I gennemsnit er hver 10. deltager en ny cyklist, som fortsætter med at bruge cyklen til arbejde også efter kampagnen.

Billedtekst: Anita Riber Durup arbejder i ATP IT, som er vindervirksomhed i årets ’Vi cykler til arbejde’-kampagne i Allerød. Hun cykler, når vejret er til det og det passer ind i hverdagen.

Publiceret 15 June 2018 07:00

SENESTE TV