Børn dyrker jordbær og rabarber i egen nyttehave

Vuggestue- og børnehavebørn har fået nyttehave i Haveforeningen Enghaven

Af
Anne Lønstrup

Flere gange om ugen tager børn og pædagoger fra den integrerede institution ’Lykkely’ ud til deres egen nyttehave i Haveforeningen Enghaven i Allerød. Haven har de døbt ’Lykkehave’

Her arbejder de med at luge og hakke og grave, og hjælper hinanden med at dyrke egne grøntsager, bær og blomster.

Når den private daginstitution har lejet nyttehave, er det fordi, den arbejder med emnet fra 'fra haver til maver'. Personalet har været på kursus i tilberedning af mad på bål, og i hvordan børnene kan inddrages i naturens fantastiske univers fra frø til blomst.

Børnene i Lykkely nyder godt af de hjemmedyrkede jordbær fra deres nyttehave i Haveforeningen Enghaven.

Børnene i Lykkely nyder godt af de hjemmedyrkede jordbær fra deres nyttehave i Haveforeningen Enghaven. Privatfoto

I tråd med den tanke er børnene delt op i aldersgrupper hvor de mindste børn er frø, midtergrupperne spire og stilk og de største børn inddelt i knop- og blomstergruppen.

Der er nok at se til, når en køkkenhave skal holdes ved lige, men det er det hele værd, når et stort hjemmedyrket jordbær kan nydes til dessert.

”Ét er, at nyttehaven er et godt afbræk for børnene, for at få lidt luftforandring og lære om grøntsager, bær og blomster. Noget andet er det pædagogiske perspektiv,” siger LykkeLys leder Christina Krüger Ryding og fortæller, at børnene øver forskellige vigtige færdigheder allerede på vej til nyttehaven, hvor de lærer at tage imod en kollektiv besked, når de cykler samlet til haven.

I nyttehaven hjælpes de ad med de mange opgaver – som når de flytter en bunke jord, fjerner ukrudt eller finder jordskokker dybt nede i jorden.

Efter endt arbejde nyder børnene en frokost i skyggen.

Publiceret 20 June 2018 14:30

SENESTE TV