Taler, hurra-råb og pølser: Festligt rejsegilde for nyt børnehus i Blovstrød

Taler, hurra-råb, varme pølser og sodavand. I går holdt entreprenøren rejsegilde for et nyt børnehus i Blovstrød med plads til 150 børn

Af
Anne Lønstrup

Til årsskiftet står et nyt børnehus i Blovstrød klar til, at 150 børn i alderen 0-6 år kan flytte ind.

Skelettet til den 1.650 m2 store bygning er allerede opført, og onsdag var der rejsegilde for håndværkere, arkitekter og byrådspolitikere. På bygningens tag var flag og tre kranse på plads, og i baggrunden hørtes børnestemmer fra Blovstrød Skole.

Den nye institution ved Kongevejen er en fleksibel bygning tegnet af arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen, og i første omgang skal den huse små børn i alderen 0-6 år fordelt på fire afdelinger i to etager. Men huset er bevidst designet så fleksibelt, at det i fremtiden vil kunne indrettes til større børn, hvis behovet skulle ændre sig. Endnu et dagtilbud plus et nyt klubtilbud vil stå færdigt i 2020.

Helt som det sig hør og bør var der varme pølser til rejsegildet.

Helt som det sig hør og bør var der varme pølser til rejsegildet. Foto: Anne Lønstrup

Borgmester Karsten Längerich (V) holdt en kort tale ved rejsegildet, hvor han glædede sig over, at børnetallet i Blovstrød er stigende. Børnehuset skal ifølge borgmesteren ses som en del af en større vision om Blovstrød som Børne- og Læringsby.

Også produktionsdirektør Rasmus Rømer Lausen fra entreprenørfirmaet, Adserballe & Knudsen, fik ordet:

”Før vi får set os om, er vi nået til årsskiftet, hvor brugerne overtager drømmen om deres nye hus for at få en konkret velfungerende hverdag (..) Men indtil da dvæler vi et øjeblik ved vores traditionsrige rejsegilde for håndværkerne og udbringer en skål netop for håndværkerne og i dag også for de børn, for hvem dette byggeri får en vigtig rolle,” sagde han.

Publiceret 21 June 2018 00:00

SENESTE TV