Video: Flere hundrede borgere deltog i protest-demonstration

Der var stor opbakning til torsdagens demonstration mod planerne om tung industri i Farremosen. "Vi bliver ved. Skal vi komme igen, så kommer vi igen, og så kommer vi endnu flere", lyder det fra Thomas Frisch

Af
Anne Lønstrup

'Se min kjole, den er sort som asfalt'. Teksten til den gamle børnesang 'Se min kjole' var skrevet om, så den passede til protest-demonstrationen mod asfaltfabrik og anden industri i Farremosen, der fandt sted torsdag aften.

Til at begynde med var der godt 250 personer i optoget, der tog sin start ved springvandet overfor Allerød Station klokken 17.30 torsdag aften og derefter gik til Allerød Rådhus. Men nye borgere sluttede sig til undervejs på ruten, og da demonstrationen nåede rådhuset på Bjarkesvej 2, var den dobbelt så stor. Her bød Thomas Frisch fra borgergruppen ’Erhvervsområde Farremosen – En grøn kommune går i sort’ velkommen og udtrykte sin glæde over fremmødet. Han mente, at politikerne er nødt til at lytte, når så mange borgere forsøger at råbe dem op.

”Vi bliver ved. Skal vi komme her igen, så kommer vi igen, og så kommer vi endnu flere!” sagde han til bifald fra forsamlingen

Afbrudt af sang

Borgmester Karsten Längerich (V) og flere byrådsmedlemmer kom ud foran rådhuset, kort inden byrådsmødet skulle begynde klokken 18.30.

Karsten Längerich tog megafonen og sagde, at han godt kunne forstå, at naboer til Farremosen engagerer sig, når der er planer om, at et grønt område skal skifte karakter til et industriområde.

”Vi kan ikke høre dig!”, lød det fra tilhørerne, og da det ikke lykkedes for borgmesteren at tale så højt, at folkemængden kunne høre ham, afbrød de hans tale med sang.

Selvom borgmester Karsten Längerich (V) greb mikrofonen og ville tale til de godt 500 mennesker, der mødte frem foran rådhuset torsdag aften, så kunne ingen høre, hvad han sagde - derfor begyndte demonstrationsdeltagerne af synge.

Selvom borgmester Karsten Längerich (V) greb mikrofonen og ville tale til de godt 500 mennesker, der mødte frem foran rådhuset torsdag aften, så kunne ingen høre, hvad han sagde - derfor begyndte demonstrationsdeltagerne af synge. Foto: Anne Lønstrup

”Se min kjole, den er sort som asfalt,” sang de mange deltagere igen og igen.

To unge piger gav en buket til borgmesteren og ville gerne aflevere et budskab til ham. Karsten Längerich tog imod buketten, men han havde ikke tid til at lytte til pigerne, eftersom byrådsmødet skulle til at gå i gang. De to piger, der netop har afsluttet 9. klasse på Ravnsholtskolen, fortalte bagefter til Allerød Nyt, at de var blevet inviteret til kaffe og kage en anden dag - hvilket de ikke var tilfredse med.

Hele kommunen bakker op

Den store tilslutning til demonstrationen glæder Thomas Frisch, der konstaterede, at fremmødet var langt over hans forventning.

”Der var folk fra Blovstrød, Lynge og alle andre dele af kommunen, og det er vigtigt, for så kan byrådet se, at det ikke bare er nogle få borgere i Ravnsholt, der protesterer mod udbygningen af Farremosen, men at hele Allerød står bag. Det er jo presset fra borgerne, der kan få byrådspolitikerne til at flytte sig,” sagde han.

Publiceret 22 June 2018 09:23

SENESTE TV