Populær restaurantkæde i bymidten: Izumi byder indenfor

Det er en populær kæde, der har slået dørene op i Lillerød Bymidte. Izumi er navnet, der giver det japanske et nordisk twist

Af
Helene Holm Stolle

Alle sejl var sat til, da den nye restaurant i bymidten i Lillerød fredag eftermiddag havde inviteret til åbningsreception. En DJ satte tonerne, mens gæsterne kunne nyde den enkle, men flotte indretning, der på én gang afspejler de stramme og enkle linjer fra både det japanske og det nordiske. Og sådan er det hos Izumi, der er restaurantens navn - eller rettere kædens navn, for med åbningen i Lillerød findes der nu fire Izumi-restauranter fordelt på Vesterbro, Østerbro, Charlottenlund og nu altså også i Allerød.

Kendetegnet for Izumi er nemlig japansk mad med et nordisk twist, og så skal det være til at betale, slår ægteparret bag restauranten fast og fortæller, at hos Izumi er der ingen forretter eller hovedretter, for alle retter kan spises sammen, kolde som varme - og så kan man blive ved med at bestille af de små retter.

Restauranten i bymidten i Lillerød er ægteparrets fjerde restaurant.

Restauranten i bymidten i Lillerød er ægteparrets fjerde restaurant. Foto: Helene Holm Stolle

"Vi kalder det japansk tapas", fortalte parret bag den populære restaurantkæde, inden de inviterede borgmester Karsten Längerich til at hjælpe med at klippe den røde snor over.

Inden det skete, understregede parret også, at de med åbningen af restauranten i de tidligere Nordea-lokaler, kan være med til at skabe mere liv i bymidten.

"Vi er et sted, hvor man kan tage forretningsmødet, spise frokost eller en god middag med familien uanset om det er en almindelig tirsdag eller en lørdag aften. Vi er også stedet for en kærlighedsdate, og så håber vi med vores barområde også at være et sted, hvor folk vil gå ud for at more sig. Så vi håber at kunne være med til at skabe mere liv i byen og samtidig også skabe arbejdspladser", lød det ved receptionen, hvor man også kunne se køkkechefen Hiroo Machida, der er af japansk oprindelse og udlært på en Michelin-restaurant i Frankrig, i aktion.

Lørdag åbner restauranten for første gang dørene for gæster.

Publiceret 23 June 2018 08:04

SENESTE TV