Allerøds U13-piger gjorde det: Vandt VM i fodbold

Fantastisk triumf for AFK-pigerne i Bremen

Af
Michael Braunstein

fodbold Hvad de danske fodboldherrer ikke formåede ved VM i Rusland, har en flok super seje fodboldpiger fra Allerød klaret: Vundet VM i fodbold.

AFK's U12 og U13-piger tog i juni måned til Bremen for at deltage i VM. Der var tale om en international invitationsturnering for klubhold, hvor alle hold repræsenterede et deltagende VM-hold.

Stævnet i Bremen var stort med minimum 24 hold på hver årgang, og alle hold deltog i en stor åbningsceremoni.

Begge Allerød-hold spillede i U13-rækken og repræsenterede Danmark i landskampdragter sponsoreret af Asa stilladser, Tropic Sun, apj El-anlæg og XL-Byg Allerød. Især U13-pigerne var overbevisende, og efter en lidt tøvende start i første kamp kom U12 også med og vandt de to sidste puljekampe sikkert. Begge hold gik videre fra de indledende puljer, rapporterer AFK.

Derefter var der knald eller fald-kampe startende med 1/8-finalerne. Her vandt begge hold igen, og først i kvartfinalerne måtte U12-holdet strække våben efter en spændende og lige kamp mod et polsk hold.

Til gengæld gik U13 videre og tog den hele vejen til finalen, hvor de besejrede et stærkt tysk hold 1-0. Dermed kunne de løfte den eftertragtede VM-pokal - og Danmark i skikkelse altså af AFK's U13 pigehold kunne for første gang kalde sig verdensmestre.

U12'erne vandt efterfølgende deres to placeringskampe, blandt andet over Lyngbys U13-hold, og endte på en flot 5. plads ud af 24.

To trætte pigehold kunne efter turneringen sætte sig i bussen mod Danmark med en VM-titel og en pokal og en hel masse gode minder i bagagen.

Både AFK's U12 og U13-piger deltog i turneringen i Bremen. Privatfoto

Både AFK's U12 og U13-piger deltog i turneringen i Bremen. Privatfoto

Publiceret 06 July 2018 14:00

SENESTE TV