På Sankt Hans-tur til Kalundborg med Café l'Oase

Det blev en dejlig oplevelse, fastslår Røde Kors Allerød

Af
Michael Braunstein

på tur 'Som flygtning og ny i Danmark er der langt mellem de øjeblikke, hvor man kan slappe af sammen med sin familie og for en stund glemme de tunge tanker og bekymringer, man gør sig over problemerne i hjemlandet - og økonomien hos familierne er også så stram, at de ikke har mulighed for selv at give deres børn nogle gode ferieoplevelser. Vi er derfor meget taknemmelige for, at vi gennem de flotte tilskud og de fine rabatter, vi får fra de seværdigheder vi besøger, får mulighed for at glæde en flok meget begejstrede børnefamilier med en herlig weekend.'

Sådan skriver Anne Pedersen, Café l'Oase og Allerød Røde Kors, i en pressemeddelelse om caféens årlige weekendtur. Turen fandt denne gang sted i weekenden omkring Sankt Hans og gik til et vandrehjem i Kalundborg.

'Her fik nogle af de familier, der har tilknytning til Café l'Oase, en dejlig oplevelse via økonomiske tilskud fra Røde Kors' Landskontor og TrygFonden,' slår Anne Pedersen fast.

Hyggelige dage

I Kalundborg blev der den første dag spillet og tv-kigget fodbold, leget med udendørs skak og hygget med snak, sang og dans.

Næste dag gik turen til Birkegårdens Haver, hvor børn og barnlige sjæle kunne prøve kræfter med ATV-køretøjer. Også den smukke have blev studeret, og børnene klappede havens dyr eller hyggede sig med go-cart, gynger og hoppeborge.

Efter aftensmaden vandrede de fleste ned til havnen i Kalundborg for at se Sankthans-bålet blive tændt, for i Kalundborg var der ikke afbrændingsforbud.

'De fleste af familierne havde aldrig set et Sankthans-bål før. Vi havde ved aftensmaden forsøgt at forklare, hvad der skulle ske, men der var alligevel nogle af børnene, der blev lidt forskrækkede, da heksen under stor hylen fløj mod Bloksbjerg,' hedder det i pressemeddelelsen.

Besøg i Sagnlandet

På vej hjem blev Sagnlandet Lejre besøgt, og det blev sjovt og spændende: 'Vi havde nogle dejlige timer i Sagnlandet. De fleste brugte mest tid ved en lille sø, hvor man kan få lov til at prøve at ro i en udhulet træstamme. Alle blev heldigvis iført redningsvest, inden de fik lov at stige ombord, og det var vist meget godt, for der var nogle stykker, der tog sig en ufrivillig dukkert. Heldigvis tørrede tøjet hurtigt igen i solen', lyder beskrivelsen, der slutter:

'Det var en samling meget trætte mennesker, der blev sat af ved Allerød Station. Der havde været meget stille i bussen hjem – de fleste af børnene sov. Så vi siger tusind tak til Landskontoret, TrygFonden, Fladså Turist, Vandrerhjemmet i Kalundborg, Birkegårdens Haver og Sagnlandet Lejre for at have gjort denne tur mulig for os.'

Publiceret 12 July 2018 07:00

SENESTE TV