"Der er fortsat mange steder, hvor trafiksikkerheden bør øges, herunder krydsningen af Kollerødvej," siger Miki Dam Larsen.

Politikere følger op på påkørsel

Trafikuheld på Kollerødvej i Teknik-, Erhverv-, Plan- og Miljøudvalget

Af
Michael Braunstein

påkørsel "Stine og Peter har oplevet det værste mareridt for enhver forældre, og de og deres datter har min dybeste medfølelse. Jeg ved, at borgmesteren har kontaktet familien, og at forvaltningen følger op på sagen. Teknik-, Erhverv, Plan- og Miljøudvalget informeres om ulykken og opfølgningen på vores møde i august."

Sådan siger formanden for Teknik-, Erhverv, Plan- og Miljøudvalget, Miki Dam Larsen.

Påkørt på Kollerødvej

27. juni om morgenen skulle Peter Reiner Møller og Stine Nepper-Christensens datter, Johanne, i skole. Her blev hun på Kollerødvej i fodgængerovergangen ved Kollerødvej/Vestvej påkørt af en bil. Heldigvis fik Johanne kun overfladiske skrammer.

Forældrene har i et læserbrev med overskriften 'Et øjeblik mistede vi vores datter - lyskryds mangler ved Kollerødvej/Vestvej' beskrevet hændelsen, og i læserbrevet anfører de:

'Fodgængerovergangen er meget brugt af skolebørn morgen og eftermiddag. Bilisterne blændes om morgenen og om eftermiddagen i vintermånederne. Der bør opsættes et lyskryds, så børnene trygt kan gå over. Næste gang en bilist overser et barn, går det måske meget værre, end det gjorde for vores datter. Vi har skrevet til kommunen, og vi håber selvfølgelig, at de vil lytte og arbejde for, at overgangen kan sikres, så vi igen kan føle os trygge ved, at vores datter selv kører til og fra skole.'

Fokus på skolevejene

Miki Dam Larsen påpeger, at Allerød Kommune har særligt fokus på skolevejene.

"Der blev i 2015 gennemført skolevejsanalyser for alle kommunens skoler. Skolevejsanalysen indeholdt en kortlægning af, hvor skoleeleverne følte sig utrygge, og hvor forældre følte sig utrygge. Analysen indeholdt naturligvis også, hvor der var konstateret uheld," siger udvalgsformanden og fortsætter:

"Analyserne gav nogle forslag til forbedringer af skolevejene, og de er indarbejdet og samlet i kommunens trafikplan 2017, der er med til at sikre, at vi politisk prioriterer efter, hvor der er størst effekt."

"I år har vi som udvalg for første gang haft en pulje til at prioritere nogle af de mindre projekter, der er i planen. Der er således i år sat midler af til at forbedre sikkerheden flere steder i kommunen, blandt andet i rundkørslen ved Rådhusvej, på Lyngevej og krydsningen ved Frederiksborgvej/Rønnealle, men der er fortsat mange steder, hvor trafiksikkerheden bør øges, herunder krydsningen af Kollerødvej," siger Miki Dam Larsen.

Publiceret 13 July 2018 11:45

SENESTE TV