Flot NM af svømmeren Julie Krog Rose

Danmark vandt holdkonkurrencen i suveræn stil

Af
Michael Braunstein

svømning Sigma var repræsenteret ved Nordiske Mesterskaber i svømning for junior i Riga 14. og 15. juli, hvor Julie Krog Rose stillede op for svømmeklubben - og Danmark.

Holland og Schweiz stillede også til start med stærke svømmere ved stævnet, der forløb over tre afsnit i en fyldt hal, hvor der blev heppet lystigt på de forskellige nationer, rapporterer Sigma.

Julie Krog Roses første start var i 200 bryst, hvor hun i hurtigste heat sluttede som nummer seks i 2:41.39, cirka 1,5 sekund over hendes personlige rekord. 'En udmærket start for Julie ved hendes første internationale stævne, og kyndigt coachet af Bjarke Schäfer, der var med som træner for Danmark,' påpeger Sigma.

I lørdagens andet afsnit stod den på 400 IM, hvor Julie sluttede som nr. 11 i ny personlig rekord, der lyder 5:21.68.

Søndag var der kun ét afsnit, hvor Julie svømmede 100 bryst i 1:14.05, ca. 4/10 over personlig rekord. Tiden rakte til en flot femteplads.

Danmark vandt holdkonkurrencen i suveræn stil med 356 point foran Sverige på andenpladsen med 244 point, og det var et jublende hold der kunne modtage pokalen på podiet.

Publiceret 18 July 2018 10:48

SENESTE TV