Patrick Thomsen og Henrik Kehlet på trappen i Drive In Bio, hvor der til EVO 18 bliver bygget en scene. Foto: Michael Braunstein

Patrick Thomsen og Henrik Kehlet på trappen i Drive In Bio, hvor der til EVO 18 bliver bygget en scene. Foto: Michael Braunstein

Ny festival i den gamle grusgrav

Det er en drøm, der bliver til virkelighed, når EVO 18 letter i Drive In Bio

Af
Michael Braunstein

evo 18 4. august er en særdeles stor dag i Drive In Bio i Lynge. Dén dag skal det vise sig, om vingerne kan bære for en mangeårig drøm, der nu får lov til at lette. Dén dag er det første gang, den gamle grusgrav bliver rammen om en musikfestival.

Grusgraven har siden 1961 fungeret som bil-biograf. I tidens løb har talrige arrangementer med relation til filmene udfoldet sig her. Men der har samtidig været ambitioner om at bruge det fantastiske område til mere og andet. Og nu føres idéen om en festival for elektronisk musik altså ud i livet - med navnet EVO 18.

"Siden jeg overtog Drive In Bio i 2011, har jeg drømt om at udnytte området til også at lave andre aktiviteter. Og da jeg altid har været fascineret af de store elektroniske festivaler i udlandet, hvoraf nogle foregår på lignende lokaliteter, var det nærliggende at tænke de tanker videre," siger indehaver af Drive In Bio, Henrik Kehlet.

Gennem længere tid har Henrik Kehlet vendt idéen med sin søn, Frederik, og også med Patrick Thomsen, som Frederik mødte en skole. Patrick Thomsen har 'P & T Event' og god erfaring på området.

"Vi talte længe om det hele. Blev enige om at forsøge os, og havde egentlig håbet at komme i gang i 2017, men der skal alligevel noget mere til, end man måske tror," siger Henrik Kehlet.

DJ's, house og elektronisk musik

EVO 18 er en endagsfestival med fokus på DJ's, house og elektronisk musik. Festivalen varer fra klokken 12.00 til 00.00.

Blandt navnene på plakaten kan nævnes Kesi, Italobrothers, Yepha & Hampenberg, Faustix og Toomanylefthands.

"Det er ikke kunstnere med bands med mange medlemmer, vi præsenterer, men til gengæld har vi DJ's med fede sceneshows, der i den grad kan fylde scenen ud. Så er der Kesi, der måske er mere 'mainstream', men vi blander gerne. Kommer der en EVO 19, bliver den formentlig mere blandet, når det gælder musikalske genrer, og på længere sigt kan man sagtens forestille sig, at vi blander endnu mere - vi vil dog holde fast i konceptet med DJ's," siger Patrick Thomsen.

EVO 18 tilbyder et udvalg af Streetfood Trucks, hvor der blandt andet kan købes tapas, burgere, flæskestegssandwich, frikadellesandwich og smørrebrød. Carlsberg står for øllet, og der er også vin på menuen.

Det er vigtigt for festivalen, at toiletforholdene er gode. Foruden Drive In Bios egne toiletter vil der derfor stå et antal indlejede toiletter til rådighed.

Der sættes shuttle busser ind på strækningen mellem Drive in Bio og Allerød S-togs Station, så gæsterne nemt kan komme frem og tilbage. Busserne kører hele dagen fra kl. 12.00 og til festivalen er slut.

Hvor det har været muligt, har arrangørerne tilstræbt at benytte lokale samarbejdspartnere.

Stedet er dejligt, det er en lille oase, og vi er sikre på, at vi på sigt kan skabe en unik begivenhed her. Men vi går stille og roligt frem, og så må vi se, hvad det bliver til

Sikkerheden har særdeles høj prioritet på EVO 18.

"Det er utroligt vigtigt for os, at sikkerheden er i top. Derfor har vi mange vagter på, og det er professionelle folk. Vagterne kan også hjælpe gæsterne, så de udfylder en meget, meget vigtig funktion," siger Henrik Kehlet.

En unik begivenhed

Ambitionerne for EVO 18 er at skabe en storslået oplevelse, hvor alle sanselige og praktiske behov går op i en højere enhed og sammen danner rammerne for en storslået dag i den elektroniske musiks tegn. Samtidig er det håbet, at festivalen kan blive en årlig begivenhed, og at den kan udvikle sig og tiltrække nogle af de store DJ's fra Sverige og Holland.

"Det vi allerhelst vil er lave en festival, hvor vi giver folk en rigtig god oplevelse. Der skal være plads til hygge, og der skal være gode faciliteter," siger Henrik Kehlet og fortsætter:

"Hele området og Drive In Bio er nærmest indrettet til det her arrangement på forhånd, og vi har jo afprøvet alt og er vant til at håndtere mange mennesker. Vi starter med at have en enkelt scene, men der er på længere sigt potentiale til tre scener og måske, måske også en festival over flere dage."

"Stedet er dejligt, det er en lille oase, og vi er sikre på, at vi på sigt kan skabe en unik begivenhed her. Men vi går stille og roligt frem, og så må vi se, hvad det bliver til. Vi har et fint samarbejde med kommunen om EVO 18, men nu må vi jo lige høre, hvad kommunen - og naboerne - siger bagefter."

Der er plads til maksimalt 4000 gæster på EVO 18, men så mange er der ikke umiddelbart udsigt til på nuværende tidspunkt.

"At dømme efter hvordan salget er gået, forventer vi et par tusinde, vel vidende at der kan komme flere til på dagen. Vi tror, at folk ser det hele lidt an. Vi er klar til flere, men for os vil et par tusinde gæster være tilfredsstillende," siger Henrik Kehlet.

Køber man VIP-billet til EVO 18, får man særlig adgang til området bag Henrik Kehlet og Patrick Thomsen. De græske flag stammer fra et arrangement i forbindelse med den nye Mamma Mia-film. Foto: Michael Braunstein

Køber man VIP-billet til EVO 18, får man særlig adgang til området bag Henrik Kehlet og Patrick Thomsen. De græske flag stammer fra et arrangement i forbindelse med den nye Mamma Mia-film. Foto: Michael Braunstein

Programmet for EVO 18

    12.00: Lucas, 13.00: Wisdamind, 14.10: Dennis Rubin & Marc W, 14.50: Unkwn!, 15.40: Philip André.

    16.00: Italobrothers.

    16.55: Egebjerg & Walk.

    17.55: Rozenberg.

    18.30: El!h x Stone.

    19.40: Yepha & Hampenberg.

    20.15: Hedegaard.

    21.20: Kesi.

    21.55: Faustix.

    22.45: Toomanylefthands.

    Der sælges flere typer billetter, bl.a. standardbillet, VIP billet og en teltpakke med eget VIP telt til 10-12 personer inkl. vært.

    Billetter kan købes på: www.evofestival.net/billetter

Publiceret 25 July 2018 11:15

SENESTE TV