For 13. gang: Allerød Tour ruller

Motionscykelløbet køres søndag 26. august

Af
Michael Braunstein

cykling Den 13. udgave af Allerød Tour køres søndag 26. august. Allerød Tour er for dig, din familie, dine venner og kolleger - du kan stille op alene, eller du kan forsøge at samle det største hold og dermed løbe af med holdpokalen.

Der kan vælges mellem to ruter: Den familievenlige rute på 24 km. og den mere udfordrende på 55 km. med et par gode bakker undervejs, som er velegnet også til racercykler.

55 km.-gruppen starter kl. 10.00, mens 24 km.-gruppen sendes afsted kl. 10.15. Start og mål er som altid ved Skovvang Stadion.

Der vil på begge ruter være et depot omtrent halvvejs, hvor der er mulighed for at få væske og frugt. Alle deltagere vil få taget en individuel tid for løbet.

Igen i år er der lodtrækningspræmier fra løbets sponsorer, heriblandt et gavekort på 1.000 kr. fra Kvickly Allerød. Der er desuden en vandrepokal til det største hold og diplomer til alle deltagere.

Løbet køres på eget ansvar og cykelhjelm er obligatorisk.

Få mere at vide: www.ack-allerod.dk

Allerød Tour arrangeres af Allerød Cykle Klub i samarbejde med Allerød Nyt.

Publiceret 26 July 2018 15:30

SENESTE TV