Politiet: Lillerød-krænkeren har forulempet i alt seks kvinder

Politiet gennemgår overvågningsbilleder fra Allerød Station

Af
Anne Lønstrup

Efter nu seks hændelser, hvor en 30-40-årig mand i Lillerød forsøgte at kramme, kysse og røre ved unge kvinder, undersøger Nordsjællands Politi billeder fra overvågningskamera på Allerød Station.

Fem unge kvinder i Lillerød – den yngste af dem en 15-årig pige - blev fredag eftermiddag og lørdag nat antastet af en mand med grimme tænder, brun hud og med kort sort hår, der forsøgte at kramme, kysse og røre ved dem.

Også en 20-årig kvinde har fortalt politiet, at hun den 26. juni ved et busstoppested på Allerød Station blev krænket af en mand med lignende udseende.

"Vi mener, at det er samme mand, der står bag de seks episoder, og vi er nu gået i gang med at se, om vi kan finde nogle gode billeder af vedkommende på en overvågningsvideo fra Allerød Station," siger politikommissær Morten Riisager-Pedersen fra Nordsjællands Politi.

Havde blottet sit lem

Mandag kl. 17.36 kom den foreløbig sidste anmeldelse til politiet om en krænker, der passer til signalementet. En 19-årig kvinde sad lørdag nat mellem kl. 01.00 og 02.00 på fortovet ud for 'Pillen' sammen med en ven, da krænkeren kom hen til dem og gav high five først til vennen. Han lod til også at ville give high five til kvinden, men snuppede hendes hånd og førte den ned til sit blottede lem.

Den 19-årige skyndte sig væk, og krænkeren gik mod stationen, hvor de næste krænkelser fandt sted senere på natten.

"Kan sagtens være flere"

Politiet mener, at der sagtens kan være andre, som har mødt eller er blevet antastet af manden, og man beder derfor om hjælp fra eventuelle vidner.

I politiets beskrivelse af manden står, at han er nordafrikansk af udseende, 30-40 år, 170-175 centimeter høj, spinkel af bygning og brun i huden. Han havde kort, sort hår, manglende/skæve/grimme tænder med en markant fortand og sorte skægstubbe. Manden talte gebrokkent engelsk og medbragte i to af tilfældene en cykel.

"Det er en af de forurettede, der har udtalt, at manden er nordafrikansk af udseende. Med det skal forstås, at han ikke er sort i huden, som afrikanere længere nede i Afrika kan være, men at hans hud er mere brun, som en person fra lande som Marokko, Tunesien eller de arabiske lande," forklarer politikommissæren.

Publiceret 07 August 2018 15:44

SENESTE TV