Vild med dans-stjerner vender tilbage til Lillerød

Michael Olesen og Morten Kjeldgaard er klar til at gentage danse-succes

Af
Michael Braunstein

dans Man føler det største kick bagefter. Man kan simpelthen ikke være andet end glad, når man har danset. Hvis du har haft en dårlig dag eller bare er træt, hjælper to timer på gulvet, så du går derfra med det største smil på læberne.

"Sådan kommer deltagerne til at have det, når de har givet den fuld gas på gulvet til dansearter lige fra latin til hip-hop og de sprødeste hits fra radioen," fortæller Michael Olesen, der blandt andet er kendt fra Vild med dans på TV 2.

Han skal 9. september fra kl. 10-12 sammen med Morten Kjeldgaard forsøge at gentage succesen fra sidste gang i Lillerød, hvor 199 personer fyldte dansegulvet med lækre rytmiske moves.

"Jeg glæder mig mest til at mærke suset, når musikken begynder at spille. Man kan mærke energien og danseglæden, som folk, der står på gulvet har. Den rammer en lige i hovedet og giver et fedt, fedt kick," siger Michael Olesen.

Masser af energi og glade ansigter

En af de knap 200 deltagere, der dansede på livet løs i to timer ved sidste arrangement, er Sylvia Mortensen fra Ordrup. Hun kørte hele vejen til Lillerød, for at give den gas på gulvet. Og hun er klar til at køre til Lillerødhallerne igen.

"De er jo sprudlende, de to (Michael Olesen og Morten Kjeldgaard, red.). De giver en masse energi til os andre. De er smilende, og der er fut i den. De trækker os andre med, så det er jo bare super," siger Sylvia Mortensen.

Til det kommende arrangement har hun endda formået at lokke flere fra hendes omgangskreds med, også en som aldrig har prøvet det før. Så der må jo være noget ved det, der virker, konstaterer Sylvia Mortensen.

Niveau for alle

Uanset om du er en rutineret ræv på dansegulvet eller aldrig har fået pudset danseskoene og svinget hofterne, kan du være sikker på at få to sjove og underholdende timer i Lillerødhallerne.

"For det er på et niveau, så folk, der aldrig har danset før, kan komme og være med, og det samme kan folk, der har danset en masse. Så der er noget til alle," fortæller Michael Olesen.

Og du skal nok være forberedt på at få lidt sved på panden, for det bliver et par timer med fuld fart på fra start til slut, når du danser dig igennem alt fra disco til musicals, zumba og meget mere.

Hvis du vil være en del af en festlig formiddag i Lillerødhallerne, kan du tilmelde dig frem til 7. september. Over 125 har allerede tilmeldt sig her: www.dgi.dk/arrangementer/201818554701

Publiceret 10 August 2018 15:06

SENESTE TV